Zillerthalernes Fordrivelse
(Efter Adolf Pichler)
(Efter Adolf Pichler)
Tyrol, Tyrol! mit Fædreland, mit Hjem,
Hvor Stolthed gror som Gran af Klippen frem!
Du taarner Bjærgets Is til Vold og Skanse
Og smykker dig med Edelweissens Kranse.
Hos dig fik ingen Borgtyranner Magt;
Trindt smuldrer, som af Samson ødelagt,
Vedbendbedækket, mangt et taarnet Hus,
Af frie Bønder fordum skudt i Grus.
Mod Fjældets Side modnes Druens Bundter;
Ned over Stenen danser Elven munter
Højt oppe fra den snetilføgne Tinde,
Hvor Skyen kun og Gemsen Vej kan finde.
Paa dine Gletschermarker troner stolt
Den evige Poesi med Blikket koldt.
Fra dine Klipper spejder, solomlynet,
Den røde Ørn vidt ud mod Himmelbrynet.
Tænker maaske han paa den svundne Tid,
Da han fløj forrest i den hellige Strid,
Den Gang den skarpe Klo, saa krum og trind,
Han hugged dybt i Frankerhjerner ind?
Det var en herlig Jagt! Bøssernes Smæld
Sang ned fra hvert et kratbevoxet Fjæld;
Bag Sten og Busk forvovne Skytter stod;
Rallende sank det ædle Vildt i Blod.
Tænker du paa din store Tid, Tyrol?
Drømmer du, Ørn, om Jagt i Dagens Sol?
Igjen en Jagt! Men Maalet er et andet.
Hvem er de Mænd, som drager gjennem Landet?
Som Vilddyr stimer de fra nær og fjærn.
Og ingen Bøsser bærer de til Værn.
Ej Hejrefjer, ej Alpeprimler smykker
De sorte Hatte med de brede Skygger.
Og hvor de kommer, flygter Glæden væk,
Zitherens Strænge brister som af Skræk.
Hvad vil de? For Guds Ære gaar de frem;
Men for en Gud, der kun er Gud for dem.
Kjærligheds Ord, som vilde Freden kun,
Du blev Forbandelse i deres Mund!
Kjærligheds Ord, du, som fra Korset klang,
Hvor mange gik for din Skyld Korsets Gang!
Frem gaar et Tog, hvis Lige ingen saa,
Mens Dalens Bjærge stod med Tinder graa.
Der vejer ingen Fane, hvid og grøn,
Og ingen Jæger venter paa sin Søn,
Om han har taget Pris ved Skyttestævnet;
I Hyrdens Hat er ingen Blomster levnet;
Et sidste Skjær af Glædens Aftenrøde
Staar paa de unge Pigers Kinder bløde.
Men Mændene gaar fremmest, frit og kjækt,
Skjønt alle Pander er af Skyer dækt,
I Vadmelskofter graa med grønne Baand
Og med den spidse Alpestok i Haand,
I Skulderremmen hænger Bøssen god,
Den Arv, som Fader Sønnen efterlod.
Mangt Blik med Kummer sig ved Egnen hæfter,
Men ikke for at regne Tabet efter:
De, som blev tro, tør lide paa helt trygge,
At Troskab vil det nye Hjem dem bygge.
En Pusling spørger Fa’r med barnlig Tro:
„Der er da Gemser dér, hvor vi skal bo?
Og Alperoser? — Ikke? — Mange? — Ja,
For ellers gik vi ikke bort herfra!” —
Saa vandre de langs Zillers grønne Strand.
Hvem jager dem fra Hjem og Fædreland? —
En fremmed standser, ønsker Tingen klaret; — —
„Jo, vi er Lutheraner!” lyder Svaret.
Saa vandrer de. Igjennem Dalen runger:
„Gud er vor faste Borg!” fra tusend Tunger.
Da blandes Sangen pludselig med Klage,
Thi fjærnt de øjner Grænsestenen rage;
Og Gangen sagtner, Foden slæber træt
For ej at naa den sørgelige Plet.
Og Hvermand ser sig om med graadigt Øje
Og præger alt i Sjælen dybt og nøje,
Og Arme rækkes ud i bitter Kvide, —
Munken, som følger med ved Togets Side,
Han fryder sig i Smug, den sorte Klærk,
At Gud ved ham har gjort et saadant Værk.
Men se, da er det brat, som Himlen kløftes;
Fra Bjærgets Kam de hvide Taager løftes;
I Aftensolen gløder alle Tinder;
De grønne Lier som forynget skinner.
Se opad! Bjærgene vil staa endnu,
Naar Pavekronen længst er knust itu;
Se opad! Blomster skyder frem igen,
Naar Messeklædets Pynt er smuldret hen;
Se opad! Solens Kjærte slukkes ikke,
Om Kirkens Kjærter end i Støvet ligge. —
Og Toget svinder. Aftnens Skygger falder.
Da høres fjærnt en spinkel Røst, som kalder
Ved Landets anden Port. Der bankes paa;
Der lukkes op. Og parvis, let paa Taa,
I Skarer, Haand i Haand og fro i Sind
Glider de fromme Jesu Brødre ind. —
Saa synker Mørket, — til ved Morgengry,
Tyrolerørn! din Dag gaar op paany!