Walt Whitman
(1884)
(1884)
Mægtige Seer!
Lad min afmægtige Røst faa Lov
Til at bringe dig min Tak,
Tak fra et Hjerte, du vandt!
Min Tak?
Som havde den mindste Værd!
Jeg, som kun har stavet
Et Par af de vældige Runer,
Dunkle, svangre med Syner,
(Mer end med Tanker,
Skøndt ogsaa dette),
Dem, hvormed du har skrevet dig ind
I Slægtens evige,
Langsomt voxende Adelsbog.
Jeg, som intet er,
Og som intet bliver, —
Min Tak?
Ja! Thi saa underligt er det:
Hvad den ringere Aand vilde vrage,
Det véd jeg, at du tager glad imod,
Tak fra et Hjerte, du vandt. —
Som Vølven i Tidernes Morgen
Troner du paa Historiens Vande
Og fælder din Dom,
Dom over faldne og faldende Slægter,
Mens du skuer frem mod de ufødte Tider,
Som i Lys af den mægtige Tanke,
Du vied din Kraft:
Demokratiets stolte Idé,
Skyder langsomt frem gjennem Tidens Taage.
Thi som dit Land, det frie Vesten,
Engang har løftet sin hvælvede Stenpande
Op over Storhavets Bølger
Og, varmet af Solens fødende Ild,
Har klædt sig i Blomster og Grønt
Og beredet de kommende Slægter
Plads ved sit Bord, —
Saaledes dukker Demokratiets Ide,
Verdensgjenfødende i Aand og Sandhed,
Frem af Historiens Vande.
End er den gold som Klippens Stenhvælv,
(Thi dens uægte Sønner er mange,
Faa dens sande),
Men Kulturens Sol
Skinner og varmer derover,
Og snart vil Blomster og Blade
Voxe frem, og det nærende Korn
Byde alle Folk
Ind til sit Gæstebud.
I Aandens Daglys
Mødes Natur og Kultur paany
I et vældigt, glødende Favntag,
Og en ny Tid
Med nye Bedrifter i Tid og Rum,
I Tankens og Digtningens Verdner,
— (De Verdner, paa hvis Grænse du staar,
Strækkende Staven over begge,
Delt mellem begge,
Og dog helt dig selv,
Helt en Mand), —
Fødes!
Men naar Tiden kommer,
Da vil det huskes,
At du var dens Sanger og Profet,
Før den blev til —
Du,
Mægtige Seer!
Formløs som Blæstens Sang
Er din Harpes Musik
Og vældig gribende som den.
Høstens fejende Storm
Laante dig sin Fjerham,
Og du fløj paa dens Vinger;
Vaarens lune Luftning
Vifter gjennem dine Profetier.
Mens dit Blik flyver vide
Højt over Kæmpecedrenes Toppe,
Maalende dristigt
Det uendelige Rum,
Er ikke du blind for
De spædeste Skud i Dalen;
Den beskedne Klokkeblomst,
Der bøjer sit fine Hoved
Ved den mumlende Bæk
Saavel som det spinkle Græsstraa,
Der svajer i Vinden
Og hvisker sin næppe hørlige Melodi,
Finder dit skarpe Øje;
Og dit vældige Hjerte
Gyder sin dybe, altomfattende Sympathi
Over det smaa, som det store.
Thi ikke blot er du en Seer,
Tidens største,
Men du agted dig ej for stor
Til at gaa med i de Kæmpendes Rækker
Som simpel Soldat,
Naar det forlangtes.
Bygmesteren klædte sig i Arbejderens Kofte
Og delte hans Møje og Sved,
Og i Kjærlighedens Dagkamp
Hentede du din Helsot.
Mens din aldrig trættede Hjerne
Formede Fremtidens Kongebolig
Med Taarne og himmelstræbende Spir,
Lagde du taalmodig og uden Krav
Din Sten til de Andres,
Som bygged paa Grunden.
Derfor er det ikke kold Beundring,
Der bringes dig til Offer,
Men Hjerternes varmeste Tak
Flyver dig imøde
Og smykker dit Livs Aften
Med uforgængelig Glans.
Mægtige Seer!
Tag min afmægtige Tak,
Tak fra et Hjerte, du vandt,
Eet iblandt tusend!
Thi jeg véd,
At mer end Alverdens Beundring
Og larmende Hyldest
Elsker du det enfoldige Sinds
Ydmyge, elskende Taksigelse.
(Trykt 1885 i „Tidens Strøm” og tilsendt Walt Whitman.)