Dengang Vorherre havde skabt
Den rare Jord med Stort og Smaat,
Da saa han paa sit unge Værk
Og fandt det Hele saare godt.
Men som ved Aftentid han gik
En Tur i Eden efter Skik,
Kom Djævlen selvbestalter
Og præsentered „en Kritik”
Paa fire lange Spalter.
Først fandt han i en Oversigt
Ideen lovlig pretentiøs,
Begrundelsen ret mangelfuld,
Kompositionen endeløs.
Expositionen virked galt
Og delvis uoriginalt,
Ensemblet var kaotisk,
Og Løvens Udtryk var brutalt,
Og Faarets idiotisk.
Der sporedes i Værkets Gang
En trættende Monotoni.
Forfatteren gjentog sig selv
Og var for Plathed ikke fri.
I Solnedgangens Lys man saa
En Knaldeffekt, banal og raa,
Massiv som bare Fanden;
Og Skovens Grønt og Himlens Blaa
Stod rædsomt til hinanden.
Vorherre smiled. „Din Idé
Har vist en Fremtid, kloge Ven.
Den smager af sin Mesters Aand,
Er klog og kold og gold som den;
Den hinker skæv og lam og krum.
Men — bliv ej vred! — en Smule dum
Mig synes dog din Iver;
Du har jo intet Publikum,
Som tror paa, hvad du skriver.”
„Vel!” tænkte Djævlen. I en Fart
Han søgte Adam, Eva op.
Ved Kundskabstræet stod de just
Og kigged mod dets grønne Top.
De to naive Sjæle fandt
Hans Vid og Skarpsyn højst pikant:
O Vink om, hvad der venter! —
Den første Recensent iblandt
De første Abonnenter!
— Vorherres Smil! Du glade Smil,
Som skinned paa hans Skaberværk!
Skin til Enhver, som skaber end,
Og gjør hans Tanke glad og stærk.
Fortæl ham, naar hans Mod bli’r slapt,
Naar Pressen raaber, han har tabt
Humøret og Forstanden:
At Jorden har Vorherre skabt,
„Kritiken” — skabte Fanden!