Kammerater, om vi kunde, om vilde slaa os sammen,
Hvilken Fryd det vilde blive, hvilken Herlighed og Gammen!
Og vort Feltraab skulde lyde til vort gamle Danmarks Held:
„Gaa paa Landevejen ud, slaa ihjel!”
Disse fede, fede Fraser, som har travlt paa alle Veje
Med at stjæle os vort Selvsyn, vore Hjerners bedste Eje,
Uh, de yngler som Kaniner, — men tag fat alligevel:
Gaa paa Landevejen ud, slaa ihjel!
Snobberiets dumme Frøkor, som bestandig la’r sig høre,
Det som kvækker i et Køre, til det svimler for Ens Øre,
Det forvrøvler os vort Liv; derfor, Venner, med Appel:
Gaa paa Landevejen ud, slaa ihjel!
Og den Raaheds Køterbande, som med Tungen ud af Halsen
Vræler op og tror sig kaldet til at føre an i Valsen,
Hvorfor finder vi os længer i dens frække Smæld og Spræld?
Gaa paa Landevejen ud, slaa ihjel!
Og Misundelsens væmmelige Eddersnog, den klamme,
Den, som sniger sig i Skyggen, hvor den er saa svær at ramme,
Giv den Døden, før dens Giftbrod har gjort hver en Sjæl til Træl!
Gaa paa Landevejen ud, slaa ihjel!
Og saa Dømmesygens kritiske Ulve, som har Huler
Rundt omkring i Landets Kroge, hvor de ligger lumsk og skuler,
Lad dem dømmes, som de dømmer! Gjør dem ærlig Ret og Skjel!
Gaa paa Landevejen ud, slaa ihjel!
Kammerater! Disse Udyr kan I møde allevegne
Paa de brede Altarveje, rundt i alle danske Egne.
Derfor rask! Vi holder sammen. Op til gamle Danmarks Held!
Gaa paa Landevejen ud, slaa ihjel!