Et Aar, der som i Drømme fór,
Et underdejligt Meteor,
Ombrust af Lykkehymners Klang,
Af Sommerduft og Fuglesang,
Det stædes nu til Ro i Kvæld
I Mindets store Gravkapel.
Et Samliv helt paa Sandheds Grund,
Hvor hver en Attraa frisk og sund,
Hvor hver en Tanke stærk og god,
Hver Id, som randt af Hjertets Rod,
Var sikker paa, at Svar den fandt, —
Det blev det Aar, som nu forsvandt.
Jeg var en syg og ufrisk Mand,
I selvskabt Sorgs og Tungsinds Ban;
Du viste mig, hvor Vejen gik
Til Livets lægende Sundheds Drik;
Du gav mig Staven selv i Haand
Og fulgte som min gode Aand.
Den Ungdom, som vi vandt os til,
Hin Tid, vor Lykke stod paa Spil,
Af Livets Angst ej gjennemgyst,
Men af dets Alvor gjennemlyst, —
Den vil vi trofast vogte paa,
Til vore Tindinger er graa.
Jeg véd, dit Sind var aldrig delt;
Det, som Du vil, det vil du helt.
Mens Hjærtet slaar i begges Bryst,
Jeg stoler paa og tror fuldtrøst:
Saa tit jeg rækker Haanden ud,
Saa mødes den med din, min Brud!
Min Brud, min Elskede, min Viv!
Du, som er Solen i mit Liv!
For al din Ømhed, ren og stor,
Velsigne dig den Gud, vi tror,
Den Kjærlighedens Samlivsmagt,
Som Verdens Liv er underlagt!