Vor Jord, hvor Ploven gaar,
Gi’r fuldgod Høst fra Aar til Aar.
Med Skum om Stavn Fra Havn til Havn
De flinke Skuder ile.
Og spredt i Landets Agermuld
Som Sten i Guld
De muntre Byer smile.
Ja, vaagen er den danske Mand;
Med slidvant Haand og sund Forstand
Han røgter end sit Eje
Og bygger op sit Land.
Vort Sprog er jævnt og fast.
Det skummer ej med Elvens Hast;
Det træder støt,
Det nynner blødt,
Det skæmter snildt med Lune.
I det har mangen Skjaldehaand
Med Ild og Aand
Indristet Sangens Rune.
Vor Sang blev hørt paa fremmed Strand;
Men her dog bedst den nemmes kan,
Og her skal frit den klinge
Ud over Sø og Land.
Vort Land er vort med Gud.
Dets Grænse skal ej slettes ud,
Mens Liv og Blod,
Mens Kløgt og Mod
En Dansker har tilbage.
Hvad gavner os vor Agers Fold,
Naar fremmed Vold
Kan frit dens Fylde tage?
Nej, værge vil vi, Mand for Mand
Saa godt, som ærlig Vilje kan,
Den Arv, vi fik i Eje,
Vort Land, vort Fædreland!