P.A. Rosenberg (1858–1935)

De grønne Bølger syder ind om Klippen,

Mens længer ude Middelhavets Flade

For Øjet taber sig i lilla Dis.

Bjerglinjen dér i Nord er Spaniens Kyst,

Og, som et Drømmesyn, af Feber avlet,

Anes i Em af Middagslys og Hede

Afrikas stejle Højderyg i Syd.

Europas Sydspids! hvasse, rødgraa Skær,

Som peger frem mod Ørkenlandets Strande,

Øde og goldt som de, Gibraltar, ve!

Mer Blod har flydt for dine Stenrevs Skyld

End for den frodigste af Jordens Dale.

I Klippens Revner gror den stride Kaktus

Med broddede Blade, formede som Sværd;

Blodrøde Valmuer gløder hist og her

Lig aabne Vunder nedad Bjergets Side.

Hvad gav dem denne dybe„ dystre Lød?

Taarer og Blod! Du har ej anden Saga.

Gang efter Gang, fra Tarik steg i Land

Og gav dig Navn, blev dine Skrænter vandet

Med disse Safters kostelige Dug.

Hvorfor? Hvorfor? Hvad er dit Værd? Fortæl!

Din stormforvitrede, solbrændte Kalksten,

Der langsomt smuldrer og med smalle Striber

Bedækker sig, som med en dunkel Skrift,

Bærer jo ingen Frugt, undtagen den,

Der stundom modnes paa den grimme Kaktus

Og giver en Flok vilde Aber Føde.

Dit Indre gjemmer ingen sjeldne Skatte,

Ej Erts og gyldent Malm, ej ædle Stene.

Og ingen mindeviet Helligdom

— Som i Jerusalem hin dyre Muld,

Hvor Kristus hviler — gjør dit øde Rev

Til Maal for Ridderhæres Kappestrid.

Og dog blev næppe Graven hist i Østen

Med større Iver stormet og forsvaret

End denne Plet, der ej har andre Minder

End Remsen paa de Mænd, hvis Blod den drak.

Du gjør ej nogen Sjæl paa Jorden Gavn.

Det gi’r din Stenvæg Diamantens Værd.

Du er en pansret Klo, der knuger gramt

Nøglen til Middelhavets rige Kyster,

En Daggert-Od, som Frygt og Had har hamret!

Europas Kristne jog den brune Maurer

Tilbage over Strædet. Mahoms Lære,

Der byder sin Discipel Vold og Drab

Mod Folk af anden Sæd, har maattet vige

For Korsets og for Kjærlighedens Tro.

Naar Maureren nu fra Marokkos Kyst

Ser mod sit fordums Hjem, mod Andalusien,

Møder hans Blik, i Taagesløret hyllet

Gibraltars Tvillingtop med Fæstnings kronen;

Og styrer han Felukken under Klippen,

Peger Kanonens Rør imod hans Stavn.

Da, tænker jeg, han stryger sig om Skægget

Og haanler, mens de sorte Øjne gnistrer

Omkap med Solens Spil i Vandets Spejl:

„Korsets og Kjærlighedens Tro har sejret!”

— Hvad skriger Maagen paa de lave Skær

Forude dèr, hvor Klippens Bryst sig sænker?

Hvad mumler Bølgen, mens i rastløs Skummen

Den huler Fjeldets Fod og risler hvid

Over de flade Sten, som er dets Skamler?

„Haab ej! Haab ej!” er Maagens Skrig i Blæsten.

Og i mit Indre toner som et Ekko:

„Hvad Jorden var, vil den bestandig vorde.

Uret og Ondskab, broderlig forenet

Med Graadighed og Dumhed, skal nok kalde

Dæmonerne til Aibejd, hvis de sover.

Haab ej! Haab ej! Forgæves Kamp og Møje!”

Dog stadig høres gjennem Blæstens Stød,

Dyb, som en Undertone, Søens Brusen.

Den salte Bølge bliver aldrig træt;

Den slider Klippen sønder, Fnug for Fnug,

Og naar sit Maal igjennem Seklers Skriden.

Maaske den Dag er nær, da Klippen styrter,

Fordommenes og Daarskabs Sten befæstning;

Da Jordens Sønner med Forundring ser,

Hvor lidet det var værd, som skilte dem.

Som da man gravede Sankt Gotthards Tunnel,

Og Mænd fra begge Sider, Aar igjennem,

Italiener her og Tysker hist,

Hugged sig Vej i Bjærget Fod for Fod,

— Som da tilsidst en Dag Stenvæggen bristed,

Og Hænder mødtes, Øjne fandt hinanden,

Og Sejersglæde fyldte alle Hjærter,

Saadan skal da de skilte Stammer samles

Til enig Daad for Menneskehedens Sag.

Da skal maaske Gibraltars Klippe vises

Med smuldrende Rester af sin Fæstningskrone

Som Minde om en raa, barbarisk Tid

Og vække Undren, parret vel med Smil,

Naar fra Pakettens Dæk Turisten spejder

Mod Andalusiens Strande. Og som Sagn

Det klinger da for bedre Slægters Øre,

At dette øde, golde Stenrev hist

Har kostet Mandeblod og Kvindetaarer.