Hel skønt er vel Stridens Stævne
I Ungdommens fejre Flok,
Naar Evne brydes mod Evne,
Og Fejden er Kampløn nok.
Men skønnere dog, naar Maalet
Sig klarer for Mandens Blik,
Saa selv for dets Skyld til Baalet,
Ubøjet, som Huss, han gik.
Og skønne er Sejrens Kranse,
Som vinker ved Kampens Maal,
Naar Fjendernes sidste Skanse
Er taget med Storm og Staal.
Dog han, som segner i Slaget,
Før fejgt han stryger sit Flag,
Flan fremmer i Nederlaget
Ej mindre sin dyre Sag.
Saa vil vore Evner vi øve
Med Troskab fra Dag til Dag,
Fuldrede til Livets Prøve
I Sejr eller Nederlag.