P.A. Rosenberg (1858–1935)

Camoëns, den store Digter,

Laa engang paa Hospitalet,

Syg af Feber. I det samme

Usle Kammer laa tilfældig

En Student just fra Coimbra,

Kortende ham Døgnets Timer

Med en Strøm af Pjank og Snak.

„Ædle Herre, store Digter!

Er det sandt, hvad man fortæller,

At paa Coromandelkysten

Strandede engang det dumme,

Utaknemmelige Fartøj,

Som I havde vist den Ære

At betro Jert dyre Liv, —

Og at gjennem Kystens Brænding,

Mens I svømmed med den Højre,

I med venstre Haand i Vejret,

Uberørt af Bølgesprøjtet,

Holdt Jer Digtnings Manuskript?

Næppe kan jeg tro paa dette.

Ogsaa mig besøger Musen,

Navnlig naar jeg er forelsket;

Men det véd jeg: gjaldt det Livet,

Lod jeg mine bedste Digte

Flagre frit for Vind og Vove,

Brugte begge Arme flink.”

Smilende gensvared Digt’ren:

„Sikkert, Ven, har sligt jeg øvet,

Svømmende mod Livets Brænding.

Imod Dumhed, Nid og Ondskab

Kæmped jeg for Dagens Nødtørft

Med den ene Arm af disse;

Med den anden Arm, min Herre,

Holdt jeg over Død og Afgrund

Mod den stærke Solguds Straaler

Højt min Digtning, Lusiaden,

Til den blev, hvad den skal blive!”