Du elsker mig — det er min lykke;
Mit væsen hviler ud i dette ord.
Som skjalden nynner på sit mesterstykke,
Så jubler i mig hver en sjælens evne
Hin ene strofe i et evigt kor.
Du elsker mig — ej noget jordisk sprog
Kan rettelig mit hjertes rigdom nævne.
— Og dog?
Du elsker mig — det er min kvide;
I rædsel skælver jeg for dette ord.
Ved dette ord jeg dømtes til at lide
En navnløs kval, som intet kan husvale,
Fordi mit hele liv i den kun bor.
Du elsker mig — nej, intet, intet sprog
Kan fuldelig mit hjertes liden male.
— Og dog?
Du elsker mig — så har jeg sejret;
Min frelse håber jeg af dette ord,
Når alt, som her os skiller, er bortvejret,
Når løst er kødets bånd og sjælens tynge,
Når vore sjæle mødes over jord.
Du elsker mig — kun engles rene sprog
Kan vore hjerters glæde da udsynge.
— Og dog?