Sol gik i bjerge. I Gripsholm kirke
Det kimed til vespersangen.
Vide gennem den lune luft
Svømmede klokkeklangen.
I Gripsholm fængsel bag jern og slå
Sad Erik den fjortende fangen.
Klokkerne kalde til fred og hvile,
Nu glædes de syge og trætte;
Hjertets bølger gå tyst og smult
For drømmenes vindpust lette;
Kun om den fangne konges hoved
En slingende krans de flette.
I natten får fortidens skygger liv,
Skygger, han ikke kan glemme.
Det er, som han hører i klokkernes klang
En dæmons hånende stemme:
»Hør efter, kong Erik, hør, om du kan
Vort rungende sprog fornemme!
Falden er Luthers falske tro,
— Du mægted den ej at bevare,
Falden er hver din trofaste mand,
— Du kunde dem ikke forsvare,
Faldet er alt, hvad du bygged og bandt,
— Intet du kunde bevare!«
Klokkerne ringe til aftensang,
Og skyggerne blive så tætte,
Drømmenes engle gå tyst over land
Med lise til syge og trætte,
Kun om den fangne konges hoved
En stingende krans de flette.
Bag sig han skued et ødet liv
Med spredte, splittede planer;
Intet villet og intet gjort,
Kun flakken ad krydsende baner!
Talte ej så med usvigelig røst
Hin sjælens inderste maner?
Var de da ikkun tågede drømme,
Hans tanker for folk og rige:
Alle hans ungdoms strålende syner
Kun bobler, der bristende stige?
Fik han da kun den gyldne ring
For kraftløs dens krav at svige?
Han havde dog elsket det svenske folk
Med håbets og troens varme,
Han havde dog drømt om en lykkens tid
Selv for de ringe og arme;
Men besk var den løn, hans kærlighed fik,
Thi lønnen var hån og harme.
Ingen var der . . . da lysned hans blik,
De blege kinder blev røde, —
Der var dog en eneste en, hvis tro
Ej modgangen mægted at døde,
En, som husked hans kærlighed
Og glemte hans brøst og hans brøde.
Hende var det, hans ungdoms brud,
Hans fromme, dejlige Karen,
Hun, som fulgte ham øm og stærk
Og vared hans fod for snaren,
Hun, som alene fik magt at bære
Hans sjæl gjennem vanvidsfaren.
Alt, hvad stort der fra folkets grund
Med løfter slog ham imøde,
Alt det bedste, han drømte om
I ungdommens morgenrøde,
Så han spejlet i hendes blik
I rig og levende grøde.
— Om han leved hver salig time
I lys af to kærlige blikke,
Om han leved hin stund, da tilbunds
Han kummerens skål måtte drikke,
Dengang de skiltes ved fængslets port,
Thi følge ham måtte hun ikke.
Nu, som så tit, drak sjælen trøst
Af mindernes rene kilde,
Naget løstes i vemod op,
Og tankerne bleve så milde.
Kong Erik trådte til gluggen hen.
— Aftnen var mild og stille.
Mælaren lå som et hav af ild
Med blinkende bølgekamme,
Hist på en odde stod ensom og rank
En skinnende birkestamme,
Og over sø og skov og fjeld
Slog aftenrøden sin ramme.
Men der, hvor Mælarens takkede fjord
Just skar sin dybeste rende,
Skød sig en skrænt mod bredden ned
Ved vigens inderste ende;
Didhen søgte kong Eriks blik,
Så godt han det sted monne kende.
Øverst på skrænten en kvinde sad
På en græsbænks hvælvede tue.
Skarpt sig skikkelsens omrids tegned
Mod himmelens mørke bue;
Om den svæved et dæmpet skær
Af solens synkende lue.
Stridige tanker fyldte hans sind.
Men frem gennem tankeskaren
Brød der en enkelt, der svulmende steg,
Som i slaget sejersfanfaren:
Hun elsked ham end, hans ungdoms brud,
Hans fromme, dejlige Karen.
Stærk i sin enfold hin røst hun lød,
Som af hendes indre taled,
Fast i sin tro hun gik sin gang
Hver aften, når solen daled,
Da, vidste hun, så han ad vindvet ud,
Og synet hans sjæl husvaled.
Hun havde ej set ham siden hin stund,
Da sist han i favn hende krysted.
Så han end hende, hun så ej ham,
Og aldrig hans tak hende trøsted.
Selvfornægtelsens bitre lyst
Var troskabslønnen, hun høsted.
— Længe stod kongen i synet tabt
Med hånden støttet mod karmen.
Billedet hist i aftnens glød
Ham spejled sin fred i barmen,
Gød gennem sjælen en strøm af tro,
Som druknede sorgen og harmen.
Brast de end i hans svage hånd,
Hans livs særtslyngede tråde,
Mægted han end ej tidens skrift
Og skæbnens runer at råde,
Et der dog var, som han redded iland
Fra skibbruddets bitre våde.
Spildt var aldrig et liv, som vandt
Sig frem til kærligheds nåde;
Tyktes det end kun golde frø,
Hvad her i verden det så’de,
Kærlighed slår dog til lyset bro,
Den løser os livets gåde.
Den kan virke, at det, som en sjæl
Har mistet i år og dage,
Blot i en eneste flygtig stund
For livet vindes tilbage,
Giver det kæmpende hjerte fred
Og fylder med kraft den svage.
— Over den stille sø og lund
Sank nattens skygger så tætte.
Drømmenes engle gå tyst over land
Med lise til syge og trætte,
Selv om den fangne konges hoved
En lindrende krans de flette.