Den grusomme
(Efter Hermann von Gilm)
(Efter Hermann von Gilm)
Det var en Sommeraften;
Den hede Sol gik ned.
Blomsterne stod og tørsted.
Saa søvnigt Skyen gled.
Da vandred jeg selvanden
Med Sang langs Engen lun
Med Aftenguld i Haaret
Og Dug paa Kinden brun.
Og hundred spæde Blomster,
Der stod ved Kanten lav
Og hvisked til hinanden,
Jeg kapped Ho’det af.
Og Myg og Sommerfugle,
Der fløj paa Frieri,
Faldt for min Haand i Mængde,
Hvor vi to gik forbi.
Ham nagled jeg til Korset
Og slap ham ikke ned;
Jeg spotted med hans Elskov
Og smilte, naar han led.
Alt det fik paa én Aften
Det fromme Barn fuldendt.
Saa sov hun trygt og rolig,
Som ingen Ting var hændt.
(Oversat fra Tysk.)