Naar i Aftenens tyste Svale
Jeg sidder med Haand under Kind,
Da er det, som følte jeg dale
En Trolddom over mit Sind,
Som fatted jeg Skyggernes Tale
Og saa i en dunkel, tonende Verden ind.
«Se, Mennesket sidder derinde
«Ved Lampens giftige Skin
«Og famler omkring iblinde
«Og læser sig mere blind;
«Den Verden, han drømmer at finde,
«Den finder han ej i de tusend prentede Bind.
«I Vinen er Sandheden ikke;
«Den visner i Solens Skin;
«Dér fjæler sig for dine Blikke
«Dens fine, skælvende Spind;
«Vil Sandhedens Vin du drikke,
«Da vov dig i Skyggernes evige Verden ind!»
— Det synker som sagte Svimmel
Over mit lyttende Sind.
Det kryber som dryppende Skimmel
I Drømmenes Højborg ind.
Og langt gjennem Tankernes Vrimmel
Hører jeg Løvets Sus i den høstlige Vind.