Da jeg var meget ung, da tro’de
Jeg, Gud var en human Monark,
Der styred Livet paa vor Klode
Som Noah Livet i sin Ark.
Han bo’de lunt i Paradiset,
Lig Kongen paa det høje Slot,
Og slog de stygge Folk med Riset
Og gav de rare Sukkergodt.
Jeg voxed til og saa med Smerte
Min Barnevisdoms Nederlag.
Da kogte Harmen i mit Hjerte,
Og Haanden knytted sig til Slag.
Den Løgn og Uret, som husered,
Den skulde hugges ned, min Tro!
Jeg vilde forme Verdensleret
Begejstret med min spinkle Kno.
Jeg vilde være selv Vorherre
Og skabe Lys for Sandheds Sag.
Men — det blev værre kun og værre,
Trods al Begejstring, Dag for Dag.
Hvor tit end Sandheds Vams blev lappet,
Den var dog stadig lige slem.
Fik Løgnens Orm et Hoved kappet,
Strax voxed to og flere frem.
Nu har jeg valgt et andet Stade;
Dèr bli’r jeg sagtens til min Grav;
Og skøndt jeg bliver ved at hade,
Jeg venter mig ej stort deraf.
Jeg tages ikke mer ved Næsen;
Hvad „Tidens Røst” er værd, jeg véd.
Nu ser jeg i det hele Væsen
Et Kursus i Taalmodighed,
Og tænker mig: Forbryderklanen,
Som snyder frækt og holder Hus,
Den hører vel til Verdensplanen
Som Slanger, Krybdyr, Skab og Lus.