Vi stod i Kirken Santa Croce sammen
For en af Florens’ hundred Sebastianer.
Det var mod Aften, og en rødlig Flammen
Gled over Tavlen i to brede Baner.
Hun lo: «Hvor dog de Gamle var naive!
Dér lader de den Herre staa og smile,
Skøndt han med bundne Hænder staar til Skive
Og har i Brystet henved tyve Pile!»
Jeg svared ej. Paa hendes Mund jeg stirred.
Den lo saa glad, helt uden Tvivl og Tanke;
Og Kirkestøvet, som i Lyset dirred,
En Glorie blev om hendes Krop, den slanke.
Hvor klædte de hinanden smukt i Grunden:
Den malte Helgen, som forsvandt i Skyggen,
Og hun, med Sol om Gyldenhaaret spunden
Og begge Hænder barnekaad paa Ryggen.
Ak, gid du aldrig lære maa, du søde,
Den Livserfaring, jeg forlængst har høstet,
At man kan leve, smile og forbløde
Med mer end tyve Pile gjennem Brystet!