Jeg véd, det er med ret og skel,
Jeg dømmes til at sørge.
Ak gud! Jeg véd det altfor vel,
Jeg har ej lov at spørge.
Og dog, hvad hjælper det, jeg véd,
At gud mig har forbandet?
Jeg spørger dog i evighed,
Jeg må; — jeg kan ej andet.
Min fremtid ligger kold og død,
Kun mindet bag mig gløder,
Og mindet er et moderskød,
Som tusend spørgsmål føder.
Og dog, jeg spørger kun om ét,
Det første og det siste.
De tusend spørgsmål er kun ét:
Hvi måtte jeg dig miste?