Kalliope
→
Poets
→
Jens Christian Hostrup
→
First lines
Jens Christian Hostrup
(1818–92)
Works
Poem titles
First lines
References
Biography
Søg
A
Af Sorg os Hjertet bæver
Afsted, afsted! til Arbejd vil vi gaae
Aftnen ind paa mig sig listed
Alt er svundet, stormens magt
Alvor og gammen
Arme hjærte, er du træt
At holde med de unge Trit
At se paa Menneskenes Færd
At takke er at tage — se
B
Brødre, som flot med Glædens Strømme føres
Bøj med ydmyg Tak dit Ho’de
C
Christian i Ungdomsalder
D
Da du, hvem vi troede sløv og svag
Da du intet gider gjøre
Da Kronjyden træt var af Vaabenmusik
Da Lyren lagdes i din Haand
Da ung han i de unges ring
Da var løst den værste Knude
Da Vaartoner løde
Dagen blunder, kun Mørket gror
Dagene runde
Danmark, dejligst Vang og Vænge
Danmark, delt ved hav for inden
De Brylupsklokker kime
De korte Ben kan til Hjemmet ej række
De Piger gaaer og synge
De vandrende Ridderes Tid er forbi
De vare syv og syvsindstyve
Den Kind er vorden nu saa bleg
Den Konning kalder ad Svenden sin
Den lille By, som paa dit Tog
Den Stund, som svandt, er ikke tabt
Den trænger ud til hvert et Sted
Den Ungdomsild, som Aar ej slukke
Den Unge har vi kaaret, og Stadsen er endt
Den unges Bryst er som et aabent Brev
Der er så lyst i skovens hal
Der, hvor vi stred og sang
Der kom en Vaar til Danevang
Der rulled en Strøm mod det høje Slot
Der var en Gang en Pige
Der var hans Hjem, da den nye Dag
Det at leve er at ville
Det danske Heltenavn var fast
Det er dine Fædres Saga
Det, hvorfor vi som unge sværmed
Det laa der endnu som i tusend Aar
Det regner her den hele Dag
Det, som lysner over Vangen
Det var den Herre Peder
Det var en nat i min ungdomsvår
Det var en Skjærtorsdag, Kongedyb bar
Det var et Hjerte varmt og blidt
Det var i den milde
Det var ved sankt Mortens tide
Dig timedes de strænge kår
Drag du kun med dit unge Mod
Du, der kom fra Sangens Ly
Du Havfrue fiin, som paa Bølgen klar
Du, hvis rige Tonestrøm
Du, som — hvorhen dit milde Øje falder
Du, som bytted Nattergalen
E
Eensom og mørk og snæver er vor Bolig
Ej kan jeg synge kraftigt og smukt
En fisk jeg lokked på min krog
En Kæmpe han var i al sin Færd
Er der bare smukt og stygt
Er Freden død i Frodes Vang?
Er han dannet?
Er skolen for andre end pilt og pog
Er vor Trældomstid forbi
Et Chor af Stemmer der nylig lød
Et Tiaar atter maa slippe Taget
Et Aar randt hen — ja kun et Aar
F
Fader siger: Sy du skal og sømme!
Fjernt mod Nord, i Akersdal
Fløj du ej for fulde Sejl
Folkesanger, vort Hjærte kjær
For at studere folkets smag
For Danskes Vej til Roes og Magt
For Frihed er denne Skaal udbragt!
For fulde Sejl at pløje
For Tagen-Del i Lykke min
Foræringen — undskyld, den ej kom før!
Fra han dukked op i Vaaren
Fra morgen til middag på gaden jeg render
Frosten knugede Jorden
Fugle på grene!
Følg ej med Strømmen, men følg med Tiden
Før smiled vor Sommer saa venlig og varm
Før straaled jeg i Magtens Glands
G
Gamle Morten Luther!
Gammelt eller nyt — derom man strider
Gennem tyve år har lydt
Gid vel jeg var gift kun, for nu er jeg kjed
Glædens det skummende Bæger har vi
Gold er den Jord, som Lyngen bær
Gothernes Kraft drog bort fra Nord
Gudshuset, som os favner her
H
Han er vor Digtnings Patriark
Han kom igjen
Han sang, og de lytted med venlig Hu
Hav Tak, o Broer fra Lundegaard
Hedelærke! haardt maa du mærke
Hel tungt han efter sig foden drog
Helge var en Gang det spaaet
Herren, han har besøgt sit folk
Hestgarden vil man ha’ bort
Hil dig i Bøgens Ly!
Hil! hil! velkommen hid
Hil og velkommen, som Vaarsolens Blus
Hvad hjælper det, jeg piber?
Hvad sjunge de Bølger ved Nordhavets Strand
Hvad synger du om
Hvad var Gnyet, hvad var Braget
Hvis du vil af Længsler ømme
Hvor blev du af min Lærkelil?
Hvor Mälarens vand
Hvor rolig er den lille by
Hvor Soldaterne forlyste
Hvor Studenterne forlyste
Høje Nord, friheds hjem!
Højstærede Publikum! ganske betuttet
Hører du det, lille Danmark?
I
I denne stille Bolig
I denne Vinter har vi ha’t
I Dødens Fred laa Silkeborg
I Gaarden er slukket hvert et Lys
I Kjøbenhavn man fryder sig alt hvad man kan
I Landsbyen drog Natten ind
I Middagssolens Skin
I nygifte, hører, hvad vi har at sjunge
I Paradis vaagned Adam op
I stille Musasønner, hvad vil I vel i Krig
I aaben Mark du staar for Stød
Igaar blev du valgbar, igaar blev du Mand
Ikke stort og ikke meget
Ingen Sang jeg har
J
Jeg har faaet en Ven for Livet
Jeg haaber, Vandet
Jeg kan huske dig, som igaar
Jeg rutter med Glædens og Haabets Ord
Jeg skued alt ham strande
Jeg synes, her blev saa underligt tyst
Jeg vil paa Kanalen ej skjænde
Julebudet til dem, der bygge
K
Kan du binde munden på mindet selv
Kan vi tro det? skal vi tro det?
Kimer, I Klokker! nu sluktes en Sol over Mulde
Kjender I ogsaa Studentens Kaar
Kjære Brødre under Trykket
Kjære Fenger! bunden fast
Kjære Ven! ifald du noksom
Kjære Venner, alle sammen!
Kjære Venner! i Nordens Slud
Kjæreste Børre, drømmer du ej?
Kommer, hvo som komme vil!
Kort var, o Broder, din Vandring forvist
Kærlighed i ungdomstiden
L
Lad andre prise Forstandens Spil
Lang er den mørke Nat
Lige Ret for Mand og Kvinde
Lys og skygge fly på stand
Lystig vi fare
Længe al Forretning led
M
Man boer saa godt i Regensens Gaard
Man bød mig det dejligste Rosenflor
Man har mig sagt, jeg selv det ej bedømmer
Man maa rejse tilfods for at sprænge med Hast
Man priser bestandig det norske Fjeld
Meget af vor Kvide paa Jord
Mens eders Bedrifter foer vidt over Land
Mig hædrer ikke Staten med Lønning eller Rang
Min fader var en abekat
Min Frue fin er min bedste Skat
Min Pen og jeg har været i Krig
Mine Damer og Herrer! tillad mig nogle Ord
Moderen kyssede ham paa Mund
Mon Tyskland nu strækker til Kolding sin krop
Mulmet sank, det svale
Mægtige Rasmussen!
Mærk engang mit Spaadomsord
Mørkt og trist var alt hvad jeg saa
N
Nordlyset spiller med Tunger af Guld
Norges fjælde!
Nu det gamle Forhæng falder
Nu er det stille; han har os forladt
Nu for de danske Studenter vi
Nu I tvende snart skal kjende
Nu vil jeg synge om Karen
Nys fløj vi over Skyen et evigt Sekund
Nys vi skued mellem Skov og Bakke
Når aldrig en frysende hånd sig et læ
Når dalen os bliver for lummer
Naar hid vi fordum aged fra Kjøbstaden trang
Naar over Solens gyldne Spor
Naar Somrens Sang er sungen
O
O Anna, kjære, ved Brudebordet
O Danmark, med din Blomsterkyst
O de mænd kan sagtens snakke
O min lykke kan jeg næppe fatte
O Mix! saa var det da ikke Spøg
O Roma! en Dronning du evig var
O Silkeborg! i Rosenskjær
Og ham den Gamle med de hvide Lokker
Og jeg vil ha’ en hjærtenskær, det første som jeg kan
Og kejseren bor på det høje slot
Om „Massen“ bliver saa meget sagt
Om det glade Stevne freder
Om Morgenen seer jeg dit Skræddergeni
Om vor Helt vi alt har sunget
Omnia rite peracta!
Op, I gæve sønner
P
Penge brød jeg mig aldrig om
Purpurfolk, som Egmont og Fiesco
Paa den lille Ø
Paa Green sig gynged Fuglen let
Paa Heden saa’ jeg Lupiner gro
Paa Menneskelivet jeg grunder mig træt
Paa Torvet stod Diogenes
R
Regensens Provst saa mangen en Gang
Rejs dig, o Kæmpe, af Graven paany!
Rejsen er forbi, jeg staaer paa Hjemmets Vang
Røgen opad Taarnet rulled
S
See, hvor Sejling Præstegaard
See nu er Nissen færdig — han talte som en Bog
Sent i efterhøst du stander
Sit sidste Vers han synger
Skaf Krigssignalet bort fra Nordens Grænse!
Skal det for Ungersvenden gaa
Skat Rørdam sidder i Bure
Skjøn Jomfru ganger i Løvets Skjul
Sne paa Jorden
Solen, af sin Vandring træt
Solen brænder, hver en Sky
Som Jøderne vi sad ved Nilens Strande
Som lyse Øjne var ifjor
Sommernattens fred har bedækket fjældets fod
Sparsomt i Norden vi Blomster finde
Storken sejled til taget hen
Sving dig kun lystig, du vilde Vind!
Så bister som den vrede bjørn
Saa fik vi atter Foraar, og det gaar til Marv og Ben
Saa gik tyve Aar og fem
Saa lysteligt Hornene klinger
Saa skal jeg da altid bo som Gjæst
Saa Skoven endnu har en siddende Gjæst?
T
Til alle verdens kanter
Til dagens liv og solens skin
Til Danmark kom der Tidende stor
Til gjæve Stridsmænd regner jeg alle
Til ham det fagre
Til Hjem er Skolen ikke gjort
Til Lykke — midt i Livets Strid
Til Lykke, Moder!
Til min Dommer angst jeg kommer
Til Strid om «Nationalitet»
Tys, tys, stille!
U
Ungdomstiden som en Bro
V
Var det et Hjerte sløvt og træt?
Var selv dig for hård den hårde skole?
Ved at tro paa Livet
Velkommen — ej til fremmed Jord
Velkommen, for mig at hylde
Velkommen som til Hjemmets Gaard!
Venlige Marker! du Himmel klar!
Venner, hvor er vort Fædreland dog kjønt
Verdenskejseren sad i Rom
Vi altid dig elsked, livsalige Fred!
Vi er en lille, munter Flok
Vi fik ej under Tidernes Tryk
Vi har ikke mere — nu er De fri
Vi mødtes først, da Knoppen brun
Vi skreves ind i Athenes Hær
Vid, vi bo i samme gård
Vil man vide, hvor vi bor
Vildsom vanked jeg i Lunde
Vinde, vinde nøgle garn!
Visselulle, lille barn!
Vistnok er de mørke og tunge
Vor Tid er dog en underlig Tid
Vaaren sagde: O hør og se
Å
Aaret henrandt. Gik det opad