Som lyse Øjne var ifjor,
er mørke nu i Mode,
men altid hver dog sikrest tror
paa dem, han har i Ho’de.
Jeg lukker ikke mine til
for Tidens Brøst og Ve,
fordi jeg helst dem aahne vil
for hvad jeg helst vil se.
Jeg mener, det var daarlig fat,
om Jorden blev os vammel;
jeg kalder nødig Solen mat,
fordi jeg selv blev gammel.
Lad dem, som skal det, slaa Alarm 1
men gælder det en Dyst,
saa maa vi dog ha’ Tro i Barm,
og Øjet være lyst.