Jens Christian Hostrup (1818–92)

Vildsom vanked jeg i Lunde,

        plukked Frugten, som jeg fandt,

end dog ej jeg skjelne kunde

        Gift fra Næring, stort fra Tant.

        Men du ledede mit Fjed

til det skjønne, til det høje,

styrkede mit svage Øje

        til at se dets Herlighed.

Og en heftig Lyst betog mig

        selv at prøve Skjaldens Flugt,

og de unge Vinger slog jeg

        efter Yduns skjønne Frugt.

Ak, men aldrig end jeg steg:

Villien skaber ingen Digter,

dér, hvor Guddomsgnisten svigter,

        bliver Sangen kun en Leg.

Tidens Korthed nu mig minder

        om at lade Barnets Tant,

kun at søge, hvor jeg finder,

        kun at glædes, hvor jeg fandt.

        Men mig Legen var saa kjær,

derfor dvæler jeg saa længe;

sidste Gang jeg rører Strenge

        her i Maanens Sølverskjær.

Du, som først mig Vejen viste,

        du, som ledede min Gang,

kjære Gjenstand for min sidste,

        ak, men ej min bedste Sang!

        tilgiv, om den bliver slet,

bedre kan jeg ej den give,

Haabet er ej mer i Live,

        og hvad bliver uden det?

Gjerne ønsked jeg at ende

        i en tragisk Aftensang;

men hvor er vel Musen henne,

        som skal give Sukket Klang?

        Flovt det klinger, dødt og koldt,

som et Spurvepip i Stormen;

Vers det ligner dog i Formen,

        og mit Løfte har jeg holdt.