Til Edvard Black
(1837)
(1837)
Ej kan jeg synge kraftigt og smukt
om Kæmper og deres Bedrifter,
ej hæve mig paa Begejstringens Flugt
og se gjennem Skyens Rifter.
Det blev mig nægtet at vække Lyst,
at lokke Taarer fra Øjet;
dog ofte var Sangen i Sorg min Trøst,
og tidt den min Glæde forhøjed.
Vel er min Stemme kun mat og svag,
og helst jeg vel tie skulde;
men tidt har jeg Trang og ofte Behag
at aflægge Modens Kulde.
Naar Læberne længe har talet Is,
mens Kjærlighed lued i Barmen,
da gjør det saa godt, paa Digter-Vis
at skaffe Udgang for Varmen.
Før gjorde jeg Vers, men Hjernen det var,
og Hjertet blev udenfor Sagen;
men det, som mig smertet og trøstet har,
det bringer jeg nu for Dagen.
Før vilde jeg hæve om alt min Røst,
men nu, da Kræfterne svigte,
jeg henter kun Stof fra mit eget Bryst
og rimer ej mer for at digte.
Du lærte mig tolke mit Hjertes Slag
og skildre min Fryd og Smerte,
din Kjærlighed smelted det frosne Lag,
som dækked mit varme Hjerte.
Og derfor jeg søgte i denne Sang
min varme Tak dig at bringe,
og mangler den end Poesiens Klang,
jeg tror dog, den kjærlig vil klinge.