Rejs dig, o Kæmpe
Januar 1847
Januar 1847
Rejs dig, o Kæmpe, af Graven paany!
oplad end een Gang din Stemme!
stil os for Øje den Storhed, hvis Ry
Folkene trindt kunde skræmme!
kom, som naar lystig til Kampen du gik!
viis os de Skrammer, du sejrende fik!
ja, lad os skue saa dybt i dit Blik,
at vi det aldrig kan glemme!
Længe den Danske med Hænder i Skjød
blunded som Uffe hin Spage
ej han fornam til de Toner, som lød
dunkelt fra Fædrenes Dage.
Aanden dog ej viger ganske fra Nord;
snart, naar den tirres og Faren er stor,
kraftig den viser i Daad og i Ord,
at den er kommen tilbage.
Saxerne saae, at i Tidernes Løb
Sværdet vi lagde fra Belte;
dristig nu de, som for Fædrene krøb,
frem over Ejderen vælte.
Uffe, saa vaagn af din døsige Ro!
kæmp, om du end skal staae een imod to!
viis dem, at Loven endnu har sin Klo,
viis, at du stammer fra Helte!
Ja du vil vaagne, og Fædrenes Sværd
glad du i Faren vil finde,
og det skal stande sin Prøve, naar hver
Hjælper dig tykkes at svinde.
Blomsten er visnet, men Frøet er lagt,
atter det blomstrer i kongelig Pragt,
atter den Ild, som i Nord bliver vakt,
vidt over Verden skal skinne!