Da du, hvem vi troede sløv og svag,
i Nøden haard
dig rejste som Uffe for Danmarks Sag
hiin Stund i Vaar;
Da Ordet kjækt fra din Læbe foer
og klang saa vidt,
da raabte Forraderne højt i Chor,
at det ej var frit;
Da kvad man om dig i Fjendeland,
vor døde Drot!
at nu du sad som en bunden Mand
paa dit eget Slot.
Man løj, og dog var der skjult deri
en Sandheds Gnist,
thi bunden du var og blev aldrig fri
fra først til sidst.
Du bunden var med faa stærk en Snor
til Hjemmets Egn,
hvor Ploven kløver den sorte Jord
bag Bøgehegn.
Du bunden var til det danske Sprog,
det var jo dit,
du bunden var til den røde Brog
med Korset hvidt.
Det Baand bandt al din Tanke og Hu
saa fast, saa fast,
du kunde ej rive det Baand itu,
før Hjertet brast.
Det Baand dig drog til Kongedaad
fra Sløvheds Ro,
det Baand dig holdt under falske Raad,
saa du blev tro.
Det Baand har dig ført i de rette Spor
lønligt og blidt,
saa alt hvad du gav dit Folk i Nord,
det gav du frit.
Det Baand blev prøvet i Kampens Gny,
i Glædens Mag,
det Baand har gjort dig til Danmarks ny
Kong Atterdag.
Ja bunden til os først nu du fik
den frie Flugt,
og derfor det sortned for vort Blik,
da dit blev slukt.
Og derfor see vi med Øjet vaadt
mod Gravens Dør,
thi du der bag var vor egen Drot
som ingen før.