For fulde Sejl at pløje
Som: Agnete, hun stander
Som: Agnete, hun stander
(Weyses Kæmpeviser, 2,13.)
(Weyses Kæmpeviser, 2,13.)
For fulde Sejl at pløje
det vilde Hav med Lyst,
med aabent Ungdomsøje
og Drøm om Liv og Lyst,
det er godt,
men bedre dog at lande
paa vinkende Kyst.
En Hjertenskjær at finde,
et Billed og et Navn,
der smykker Mastens Tinde
og lyser over Stavn,
det er godt,
men bedre med den levende
at samles i Havn.
At bygge sig en Rede
med den, man haver kjær,
det tykkes os hernede
den frydeligste Færd,
det er godt,
og bedre end at vinde
et Rige med Sværd.
Thi prise vi de unge,
som Lykke fik dertil,
om dem vi højt vil sjunge
saa længe, som de vil.
Det er godt,
om de med aabent Øre
vil lytte dertil.
Saa følges nu i Sporet
hver Dag med Modet frit,
og saml jer kjønt om Bordet,
hvor ej er mit og dit —
det er godt —
og spis, hvad det bærer
med god Appetit! ’ .
Som Glæden, del og Vaanden,
som Jorden Himlens Skat
og ræk hinanden Haanden,
især naar det er glat!
Det er godt,
at hvor den ene slipper,
den anden ta’r fat.
Pas Varmen godt i Huset,
men fyr ej i med Halm,
thi glad og ej beruset,
det er den ægte Malm;
det er godt,
og Luften, som I aande,
tør ej blive kvalm.
Hold ej for Tunge Tanden,
tal ud kun rent og bredt,
og mul ej til hinanden,
men skjændes heller lidt!
Det er godt,
naar det er lidt ad Gangen
og ej bli’r for hedt.
Luk Døren for Spektakkel,
for Vrøvl og Tyveklo,
men ej for nogen Stakkel,
som I kan gjøre fro!
Det er godt,
den Ild kan varme mange,
som nok er for to.
Ja hav nu det for Øje,
og ham, paa hvem vi tror!
Vi dertil kun vil føje
til ham det lille Ord:
„Gjør det godt!“
saa de maa bo i Ly af
hans Naade paa Jord.