Epilog
fremsagt af Otto Zinck
fremsagt af Otto Zinck
paa hans Jubilæums-Benefice efter Opførelsen af
paa hans Jubilæums-Benefice efter Opførelsen af
„Rekrutten“ og „Revuen“.
„Rekrutten“ og „Revuen“.
Vi har ikke mere — nu er De fri —
det er kun Værten, som gjerne, førend
Huset bli’r lukket forsvarligt i,
vil følge sine ærede Gjæster til Døren.
Maa han sige et Ord — ja ét var vel nok,
et eneste lille, De forud kjender; .
men om han hellere bruger en Skok,
saa ta’s det vel ej saa nøje blandt Venner.
Jeg er, som De véd, i Dag Jubilar;
det blive vi alle i vore Dage —
naar blot vi Tid til at vente har
og ikke glemmer at se tilbage.
Man voxer dertil, som til Skjæg og Rynker,
hvad enten man stiger eller synker.
Tiden arbejder uafbrudt,
og før man har tænkt det, fyldes Kredsen,
og saadan gik Aarene — fem over Snesen —
fra den Tid jeg kom ind som Rekrut.
Ja jeg kom som Rekrut til den gamle Gaard
paa Kongens Nytorv — før dens Forvandling,
og da den Sag paa Dagsordnen staar,
saa maa jeg dog sige saa klart jeg formaar,
jeg klager ej over Rekrut-Behandling.
For mig var Skolen ej af de strænge,
men varer Skolegangen for længe,
bliver den stundom mindre behagelig.
Er man bleven Soldat, vil man gjerne med
til mer end at pudse Geværer og Knapper
og synes, man kommer ikke afsted
ved stadig at slide Kasernens Trapper.
Jeg sled dem længe, op og ned,
mens Somrene gik og Vintrene skred,
og følte, mit Mod begyndte at lude.
Jeg saa’ hver Dag paa Støtten derude,
paa Hesten, der synes ifærd med at dejse,
paa Rytteren, som har glemt at knejse,
hvis Hoved alt har mistet sin Hals
og synker nu langsomt ham ned i Brystet.
Var det ét Symbol — nu allenfals,
det var just ikke af dem, der trøsted.
Saa gik jeg da bort til Nørregade,
og finder man, det er et lavere Stade,
at det er at stryges af Linien ud
og ind i en Borgervæbning sættes,
jeg ænser det ikke — jeg staar for Skud
og vil ej derom med nogen trættes,
men siger kun: Jeg har ikke fortrudt’et,
for her fik jeg Lov til at lugte Krudtet.
Ja her kom jeg med, og det gjør godt,
her fik jeg ogsaa min Part i Valsen.
Det var, som jeg slap ud af en Cachot,
som Hovedet kom af Skuldrene flot
og atter løfted sig op paa Halsen.
Nu var jeg Soldat, og Trommerne klang,
og muntert gik jeg paa gjennem Føret,
mens trøsteligt det i mit Hjærte sang
og stundom ogsaa lød mig i Øret,
at jeg i min lange Skolegang
dog ikke rent havde tabt Humøret.
Thi det er jo Sagen, naar vi følge vor Fane,
at intet faar Lov til vort Mod at rane,
at altid vi faar det med paa ny,
om det gaar til Slag eller blot til Revue.
Dog det maa vel være nok for i Dag,
at dømme om mig, er Deres Sag,
og hvor jeg greb fejl, vil jeg ej forsvare det,
men har, som sagt, et Ord i Gjem
og skynder mig nu at aabenbare det.
Og det er Tak — min Tak til Dem,
som hjalp mig at faa Humøret frem
og — indtil i Aften — at bevare det.