Det var ved sankt Mortens tide,
grå var himlen, marken kullet,
hist og her kun stod den grønne
rug og lyste op i muldet.
Hen ad vejen gik jeg langsomt,
Anders hjulmand ved min side,
og han skred med bøjet hoved,
talte om sin hjærtekvide,
Om den skat, han havde ejet,
om det tab, han havde prøvet,
om sin unge søn, som nylig
blegnede og faldt med løvet,
Og — mens ned ad kindens furer
dråbe trilled efter dråbe —
om de tolv års kamp og møje,
— ak, nu var det spildt til hobe.
Trøstens ord mig klang i hjærtet,
men min læbe fandt dem ikke,
tavs jeg gik, da standsed ved hans
grønne rugmark mine blikke.
Og jeg sagde: se på rugen!
(op han så igennem tåren)
se, hvor ung og rank og kraftig
end den stander midt i våren!
Men går vinden hen ad aften
om i nord og henter kulde,
véd vi, at den snart vil blegne,
snart vil synke træt i mulde,
At måske den inden føje
tid vil ligge, skilt fra dagen,
og i mange mørke uger
drømme under sneens lagen.
Tror du vel, du så vil sige,
når den skjules for dit øje:
Ak, nu er mit håb lagt øde,
nu er spildt min kamp og møje?
Nej, du véd, at ved at gemmes
times der den just det bedste,
at den, født i dette år, dog
først skal bære frugt det næste,
Véd, at det før frosten gælder
kun om rigtig rod at vinde;
kommer sent den eller tidlig,
mere nås ej denne sinde.
Og vi véd, at siden slangens
gift på jord har plettet glæden,
må vi selv, hvor højst vi række,
dele kår med vintersæden;
Nå ej her, som hjærtet kræver,
livets fylde, sommertrøsten,
men må nøjes med en grålig
stakket vår i efterhøsten;
Bære, selv med furet pande,
ikke moden sæd til lade;
hvad hos os som frugt man priser
det er kun de grønne blade.
Grønnes — det er hvad vi kunne,
skyde løv, til vintren kommer,
knejse kækt til trods for kulden,
vokse, visse på vor sommer;
Grønnes kun — se det er sagen —
leve med og være vågen,
leve kort tid eller længe,
blot vi lyser op i tågen.
Og hvad dette år så grønnes,
sikkert modnes vil det næste,
når vi blot har lært i livets
rette grund vor rod at fæste.
Ti så bær den det, som segner,
gemmer tro, hvad her må falme,
indtil vinterstormens ligsang
ender i en påskesalme.