F. H. Eibes boghandlerjubilæum
Som: Der var engang en tapper mand.
Som: Der var engang en tapper mand.
Da ung han i de unges ring
fandt ly bag Rundekirke,
han med det spørgsmål gik omkring,
om noget var at virke;
de vilde helst, når der var tid,
sig strække blødt i græsset,
hans lyst det var at have slid
og bære hele læsset.
De gik til bogen, to og to,
og tro han fulgte troppen, —
men ej det travle blod fik ro,
det jog ham rundt i kroppen.
Da klang en røst til ham i hast
af dem, der ikke lyve:
»kan bogen ej du holde fast,
så kan du la’ den flyve.«
Som sagt, så gjort. Med nyfødt mod
for rådet flux han takker,
og bøger trindt han flyve lod
i gode, faste pakker.
Om først kun få han fik i fart,
de vidt om landet fore,
og i hans travle hænder snart
de mange blev og store.
I fem og tyve år har alt
de fugle stadig fløjet
og op til Nordkap det fortalt,
at røsten ej har løjet;
i fem og tyve lys og sang
til by og land de bare,
mens på sit jageslag han hang
og passed på sin skare.
Og hvis vi elske lysets skin
og hade mulm og tåge,
så ære dem, der hjælper ind
det i de mørke kroge!
Hil ham, der aldrig søgte ro
på et af glædens lejer,
men altid travl og altid tro
gav sit til lysets sejer!