Det var en nat i min ungdomsvår,
end jeg husker den som i går,
Tindsøen lå i skummet hvid,
båden kæmped med strømmen strid.
Fire årer blev ført med klem,
det var kun småt, at de hjalp den frem,
tit det var, som den dødelig træt
vipped og skjalv på den samme plet.
Dækket mod vejens våde støv
hvilte jeg selv på birkeløv,
så gennem svælget, af fjælde sat,
op i den lyse sommernat.
Der var der hvile — stormens magt
havde sig nys med solen lagt,
søen der oppe var blå og blid,
kun forneden der end var strid.
Trygt jeg lå på det gyngende bræt,
følte, at brændingen stred sig træt,
mærked, at freden dalede ned,
glattende spejlet, hvorpå jeg gled.
Runden er siden en hel snes år,
dog jeg mindes det som i går,
og jeg føler i aften klart,
at jeg er end på den samme fart.
Tid har jeg kendt, da om min båd
bølgen kun pjaskede smul og kåd,
tid har jeg kendt, da jeg fløj afsted
lystig som den, der har strømmen med.
Tit dog midt i det glade nu
så jeg op med en lønlig gru:
hvad var der gemt bag skyens mur?
lå ikke der en storm på lur?
Om den sø, der foroven flød,
samled fra bunden sin vredes glød,
vælted de frådende bølger frem,
hvad var så jordens imod dem? —
Nu er jeg ej på det krusede blå,
nu er jeg der, hvor brændinger slå.
vippende standsed min båd så tit,
fjælde stængte for synet frit.
Men over fjældet har lys jeg kendt,
set, at der oppe var stormen endt.
følt, at freden dalede ned,
glattende spejlet, hvorpå jeg gled.
Og medens bølgerne trindt på sø
sorte sig rejser og skummende dø,
medens det brager i stavn og ror,
nynner jeg trøstig om »fred på jord«.