Det var den Herre Peder
i Staden Kjøbenhavn,
af alle smaa Poeter
lovsynges højt hans Navn.
Hans Ryg, det vil man sige,
var krum, men lad saa gaae!
hans Hjerte det sad lige,
og rummed ikke faa.
Hans Ansigt var vel magert,
men derfra Skjægget hang,
og det var bruunt og fagert
og dingled, naar han sang:
La la la etc.
Hver Dag man saae ham grave
og tumle sig med Flid
hist i den dunkle Have
hos Ramus og Euklid.
Han gik og udtrak Rødder
af meget kunstig Art,
og knækked haarde Nødder —
det fandt han nu saa rart.
Men blev det Aften silde,
var Haven ham for trang,
og Glædens Aander milde
højt i hans Hjerte sang:
La la la etc.
Han elsked ikke Vandet
(thi ædel var hans Smag)
og havde sig blandt andet
en aarlig Fødselsdag.
Og ikke, som de Flestes,
den stjal sig tyst afsted,
nej hans, den saaes og vidstes
og hørtes sikkert med.
Ja lige op til Volden
den glade Tummel klang,
naar Peder kom med Bollen,
og Vennerne de sang:
La la la etc.
Igjen de bolde Kæmper
har spiist og drukket Thee,
thi det er i September,
den ser og tyvende.
For deres Øine luer
nu Punschen, klar og stærk,
og Peder, salig skuer
til sine Hænders Værk.
Op, Brødre, da til Sagen!
stik Glasset ud — nej stands!
syng først til Priis for Dagen
og ham, som gav den Glands:
La la la etc.