Sparsomt i Norden vi Blomster finde,
Farven er bleg og kun svag deres Duft;
Blomsten hos os er den dejlige Kvinde,
frodigst hun groer i den nordiske Luft.
Hende vi elske, mens Hjertet det slaaer;
hende vi prise, mens Læben formaaer.
Lokkerne bløde og Væxten den slanke,
Klang i sin Stemme og Snildhed i Blik,
Ild i sit Hjerte og Reenhed i Tanke,
det hun i Arv efter Moderen fik.