Tilbageblik
I Lyceum, Nytaar 1848
I Lyceum, Nytaar 1848
Nu det gamle Forhæng falder,
medens op det nye gaaer,
atter til sin høje Alder
har Lyceum lagt et Aar;
men før Banen skal betrædes,
før vi granske Fremtids Raad,
vil vi styrkes, vil vi glædes
ved de svundne Dages Daad.
Skjøndt for Synder mod decorum
mangen straffedes med Mulkt,
blev dog altid mos majorum
i det Væsentlige fulgt.
Ja trods Tidens Raab forhærded
vi os paa det gamle Punkt,
og vi stred med Romersværdet,
skjøndt det tidt var os for tungt.
Men da kaldte Somrens Glæder,
og vi fulgte deres Røst,
og vi bar Lyceums Hæder
over til en fremmed Kyst.
Vidt vi foer — paa alle Kanter
blev vi seet med Velbehag,
thi vi øste ud med „Slanter”,
saa det kjendes der idag.
Og ved Steenkast bort vi skræmmed
Folk og Fæ, der kom forbi,
og ved rige Indkjøb fremmed
vi den skaanske Industri,
og vi steg til Klippens Tinde,
og vi sank i Fjeldets Rift;
Kullen selv skal sporløst svinde
førend Sagn om vor Bedrift.
Men Lyceum er forandret
siden hine Dages Færd,
tvende Brødre fra os vandred,
som vil lange savnes her.
Ja selv Lovene er brudte,
de som var vor Støtte før:
Modersmaalet, det forbudte,
har vi aabnet nu vor Dør.
Dog hvis Aandens Liv ej hefter
til den ydre, skjøre Form,
har vort Samfund sikkert Kræfter
til at møde denne Storm.
Haabet har vi holdt ilive,
Troen paa Lyceums Aand,
at den vil den gamle blive
i det nye Klædebon.