Politisk Fastelavnsvise
1843
1843
Kommer, hvo som komme vil!
alle hid sig skynde!
nu skal Fastelavnen til
rigtigt at begynde;
trindt paa Jord, i Øst og Vest,
sejres skal den gamle Fest
med de gamle Løjer.
Straamand, som i Glimmerdragt
dig fra Grenen strækker,
knap du med din hule Pragt
Spurvene forskrækker.
Før i Træets Top du kjæk
skræmmed dem fra Frugten væk,
nu er du tilovers.
Regn og Slud har gjort dig mat,
mat og mør tilvisse;
Vinden rev din Gallahat
fra den tomme Isse;
Tiden saae, dit Kjød var Hø,
Tiden siger, du skal døe!
den har løftet Landsen.
Viisdomsuglen er forsagt;
længst den Vingen misted,
og som Kat paa Muse-Jagt
kun i Smug sig listed;
nu har Aandens Politi
høflig givet den Logi
i Censurens Tønde.
Sparsomt falder Lyset ind
ad den snevre Sprække,
Tiden seer med Smiil paa Kind
Buret den bedække;
Kniplen brænder i dens Haan —
Ej, du skjøre Tøndebaand!
kan dens Slag du taale?
See ved Ejderstrømmens Rand,
der gaaer Legen lystigt;
vendt mod Nord, den tydske Mand
strider frem saa trøstigt.
Ja nu vil han, fuld af Kraft,
med et gammelt Kosteskaft
Jydepotten knuse.
Men han gaaer jo ud og ind,
svajende som Sivet!
Ja i Kiel de ham et Bind
har for Øjet givet.
Mod en Grøft han raver hen —
Av! paa Næsen, gode Ven,
dratted du i Snavset.
Hvad der sover længer, skal
have Riis paa Senge;
I som da fik Vækkerkald,
tøver ej for længe!
lad kun Riset lystigt gaae,
da I Arbejdsløn skal faae
i de varme Boller.