Gudshuset, som os favner her,
vor gamle Kirke er os kjær,
den vinker os fra Hytten lav,
engang den skygger paa vor Grav.
Her var det, over Daabens Bad,
at Himlens Forhæng stiltes ad,
og han, der throner over Sky,
os rakte Faderhaand paany.
Her bødes os ved Klokkeklang
et Bedested paa Rejsen lang,
et Herberg, naar vor Sjæl var troet,
i Stridens Larm en Hvileplet.
Her fandt vi ham saa tidt igjen,
den Gud og Mand, vor Hjertensven,
som tager Synderen i Favn
og fører Vraget frelst i Havn.
Her aned vi med Lyst og Skam
den Kjærlighed, som boer i ham;
her sad vi ved hans Fod i Flok
og husked fro, at Eet er nok.
Men Guds er Æren, Magten hans,
han giver dette Huus sin Glands,
han taler Ordet, som har Liv,
han tænder Lyset ved sit Bliv.
Saa, Herre! lad det lyse her,
og var i dette Huus os nær!
Lad Aanden, som i Støvet boer,
højt vidne her i Sang og Ord!
O lad det til din Ære staae,
det ringe Huus, mens Tider gaae!
Ja du, vor Sol, som ej gaaer ned,
opfyld det med din Herlighed!