Vorherre og Kejseren
Et Juledigt
Et Juledigt
Verdenskejseren sad i Rom,
Jorden bøjed sig for hans Dom,
Folkenes Fyrster var hans Stab,
Folkemeningen hans Satrap.
Kunstnerens Mejsel og Digterens Pen
gav sig for ham med Glæde hen.
Han forstod og magted alt,
han var den eneste, som gjaldt,
Vilde med Haand og Øje naa
lige til Jordens fjærneste Vraa.
Ogsaa i Davids sjunkne Hal
vilde han holde Styr og Tal,
Aned dog ej og fik aldrig set,
hvad der i den var forberedt,
Hindred dog ej med Magtens Ord,
at der blev skabt en Jul paa Jodd,
Maatte med det selv hjælpe frem
Frelserens Fødsel i Bethlehem,
Sov, da Himlen kom Jorden nær
og for de sukkende Trælle her
tændte Befrielsens Morgenskjær.
Atten Hundredaar gik hen,
vi fik en Verdenskejser igjen,
Mægtigst af dem, som hidtil kom,
Jorden bøjer sig for hans Dom,
Alt skal ham lyde, fjærnt og nær,
Lynstraalen i sin Haand han bær.
Malerens Farver og Digterens Røst
trælle for Kejseren med Lyst.
Folkenes Stormænd er hans Stab —
det er Nutidens Videnskab.
Ikke for ham gjælder Bom og Slaa,
alt han raade vil og forstaa.
Dog vi føle, trods al hans Magt,
Hjærtet maa slaa i sin egen Takt.
Underne, som han har strængt forbudt,
ske dog hernede hvert Minut.
Ordet fra oven, hans Nej til Trods,
aabner Guds Faderfavn for os,
Nyføder Livet i Dødens Land,
skjænker med Haab, der ej visne kan,
Freden, der overgaar al Forstand.