En bekymret Vælger
(1890)
(1890)
Vor Tid er dog en underlig Tid,
der tyder paa allehaande;
jeg véd, man kan gjøre sig al sin Flid
og dog komme slemt i Vaande.
Jeg har nu en Gang til Regel mig gjort
og vil det altid forfægte,
at om just ikke vi er noget stort,
bør vi dog være korrekte.
Jeg er — uden Selvros — en Person,
som ingen med Grund kan laste,
jeg holder i Ære min Religion,
og mine Principer er faste:
Alt stygt og fælt skal man holde sig fra,
paa Dydens Vej skal man vandre
og passe paa, man ej stikker a’,
men er som alle de andre.
Paa Landet, skjønt ej vi havde det knapt,
vi fulgte landlige Sæder,
dér gik min Kone, som hun var skabt,
naturligvis i sine Klæder;
men da i Byen, hvor nu vi bor,
jeg fik en Forretning at styre,
saa sa’ jeg til hende: «Hør, lille Mor,
«nu maa du ha’ en Tournure.»
Hun var jo nu bleven en Smule svær
og ikke saa let til at vende
og syntes først, at man Tingene her
tog fra den forkerte Ende;
men Kjøbstaden fik hende snart kurert,
dér lærte hun som den bedste,
at om hvad der er ret og forkert,
man først bør spørge sin Næste.
Og i det Spor, som saa var begyndt,
vi vandrede siden trolig
og fulgte tappert, i tykt og i tyndt,
den Kreds, hvor nu vi fik Bolig;
hvad den var imod, det vraged vi med,
for dens Ideer vi sværmed,
og stemte med den, naar Valg fandt Sted,
saa slet ingen blev fornærmet.
Jeg havde paa Landet gjort ligedan
og sluttet mig tæt til Troppen,
og var, som de andre, Venstremand
lige fra Taaen til Toppen;
men her kom Vinden fra modsat Kant,
og skarp den var desforuden,
og hvem kan sejle mod den, saasandt
han ikke har Damp i Skuden?
Vel sa’ en Taler, jeg nok kunde li’,
skjønt han var af dem, der klager:
«Spørg ej om Personer eller Parti!
her gjælder det blot om Sager —»
og Sagerne vistnok passes maa,
det kan kun en Tosse nægte,
men først vi os selv maa passe paa,
at altid vi er korrekte.
Og det har jeg gjort paa Land og i By,
i alle Maader og Dele,
men nu er der kommen en Sag, en ny,
som ødelægger det hele.
Den kom som et Lyn fra det klare Blaa,
og værre blev det siden,
og saa kan vist alle godt forstaa,
at jeg tænker paa Hundestriden.
Ja de, som har denne Strid vakt op,
har neppe rigtig betænkt’en,
de har gjort det saa svært at holde Trop,
saa knap det lykkes i Længden.
Maaske de vil føle, — om end for sent —
hvad Ende sligt maatte tage,
og at alle Partier vil sprænges rent,
saa der bli’r kun Stumper tilbage.
Jeg holder af Hunde — rentud sagt —
og har ikke Grund til andet,
jeg tror, at de overgaar langt som Vagt
alt Politiet i Landet.
Jeg selv har haft Hund, en brun og hvid,
saa jeg det kan attestere,
men finder det godt i en saadan Tid,
at nu han er ikke mere.
Jeg nægter det ikke, han var et Skarn
mod Killinger og deslige,
men Mo’r ham kaldte sit sjette Barn,
og derpaa var intet at sige;
han glæded os tidt som de andre fem
og volded os mindre Smerte
og havde saa godt som nogen af dem
baade Forstand og Hjerte.
Og derfor det skaffer mig ondt Humør,
hvad Hundene nu maa lide;
man finder det strafbart, at de gjø’r,
skjønt ej de har Lov til at bide.
Men naar man angriber dem saa frækt
i Bladene, synes mig bare,
at det dog knap er rigtig korrekt,
naar de slet ikke maa svare.
I Hovedstaden der Rygter gaar
om hvad man af Hundene døjer,
man paastaar, de napper i Buxelaar,
dog det er vist bare for Løjer.
De har ingen Haand — det er ligefrem —
og maa den med Tænder erstatte,
og hvis ikke Mennesker først bed dem,
saa holdt de sig nok til Katte.
— Men det faar være. Jeg har ingen Hund,
saa mig vedkommer det ikke,
og jeg skal saa gjerne holde Mund,
hvis man vil la’ den Sag ligge.
Ja holder blot Striden derom op
blandt dem, til hvem jeg mig slutted,
saa siger jeg uden Betænkning: «Top!
jeg gaar med jer paa Minuttet.»
Men vil de førende hver sin Vej,
hvem er det saa, vi skal følge?
Se det er Nøden, som trykker paa mig,
og det vil jeg slet ikke dølge.
Thi skal vi ha’ Hundekrig — lad gaa!
jeg aldrig min Hjælp vil nægte,
men først maa jeg dog ha’ Rede paa,
hvad der er her det korrekte.