Paa Torvet stod Diogenes,
dér var han rigtig i sit Es,
naar Folket, som kom strømmende,
han eftersaa i Sømmene.
De mylred til fra hver en Kant,
men ingen hos ham Naade fandt,
selv dem, man gjorde Væsen af,
han rynkede paa Næsen af.
Han viste den Uvorenhed
at le ad Højvelbaarenhed,
ja haanlig at affærdige
de Høj- og Velærværdige.
Han sagde: det er Masker kun,
i Grunden tomme Flasker kun,
hvad bryder jeg om Stænder mig?
de kjeder mig, dem kjender jeg.
Af Kræmmere jeg finder nok,
af Embedsmænd og Kvinder nok,
af journalistisk Ærlighed —
af Smedesvends-Gefærlighed.
Af Hofmænd alle Vegne nok,
af Digtere og Degne nok,
af Mennesker dog altfor lidt,
jeg fandt i Vrimlen ikke ét.
Mon virkelig han talte sandt,
den vise med sin Lygte?
mon ikke netop det han fandt,
som egentlig han søgte?
Thi hvad han søgte, dersom ret
jeg her hans Adfærd tyder,
det var just ikke Mennesket,
men snarere dets Lyder.
Og de kan uden Lygte sés,
hvorhen man Øjet vender;
helst udenfor sin egen Kreds
man magelig dem kjender.
Iblinde gaar ej heller jeg,
jeg lytter, naar jeg tier,
jeg lider Uniformer ej
og hader Liberier.
Paa Adelskab og Gejstlighed
at tro jeg aldrig lærte,
mig sminket Mildhed er saa led,
som Alvor, der er Sværte.
Men løj end Skallen lidt iblandt,
der var maaske dog Kjærne,
og Mennesker vi altid fandt,
naar blot vi fandt dem gjerne.