Løb med Forhindringer
Bryllupsvise
Bryllupsvise
Skal det for Ungersvenden gaa
at faa sig en Hjærtenskjære,
han først maa have Rede paa,
hvem egentlig det skal være.
Saa vinder den Svend sin Jomfru.
Han træffe maa en Pigelil,
som mægter hans Hu at drage,
hos hvem han tinder Luften mild
og Brødet ham bli’r til Kage.
Saa søger den Svend sin Jomfru.
Hun er saa god og dog saa slem,
det dristigste tør hun vove,
naar sent fra hende han gaar hjem,
forbyder hun ham at sove.
Saa tænker han paa den Jomfru,
Men alt som han paa hende ser,
hun Straaleskjær faar om Panden,
det klinger i ham mer og mer:
„Med hende — og ingen anden!“
Saa kjender den Svend sin Jomfru.
Men dermed er ej Sagen ren,
for saa skal han Pigen vinde
og stikke frem sit bedste Ben,
det bedste, som han kan finde.
Han finder det til sin Jomfru.
Han lægge maa for hendes Stol,
hvad godt han kan sammen sanke
og daare med sin nye Kjol
og med sine Støvler blanke.
Han pudser dem for sin Jomfru.
Men det dog ej endnu forslaar,
de Støvler ej vinde Slaget,
hvis ej paa Hjærtet Hul der gaar
og Løndommen bli’r opdaget.
Han røber den for sin Jomfru.
Saa holder ej han Bøtten mer,
men vender i Vejret Bunden,
og alt bli’r godt, naar saa det sker,
hun gi’r ham sin Haand — og Munden.
Saa vinder den Svend sin Jomfru.
Ja saadan maa nok Sagen gaa,
hvis lykkes den skal hernede,
og saadan ej jeg tvivler paa
med Aage det gik og Frede.
Saa vinder den Svend sin Jomfru.
Ja nu stod Parret sejersstolt,
og Glæde var alles Løsen,
man Skaaler drak og Taler holdt
fra Møen og op til Mjøsen.
Saa vinder den Svend sin Jomfru.
Dog end var ikke Kampen endt,
ej Aage tik Lov til Dasen,
for er endnu man kun Student,
saa kræves jo Attestatsen.
Saa flygter man fra sin Jomfru.
Saa maa man bort fra fulde Glas
og Hvisken i Havens Gange
og slaa sin Lejr ved Frueplads,
hvis Blomster nok ej er mange.
Saa slaar han den for sin Jomfru.
Han sidde skal i Baasen kvalm —
det gaar vel ej uden Sukken —
og tygge Drøv paa gammel Halm,
der smager en Kjende muggen.
Han tygger det for sin Jomfru.
Men er hans Aand nu rustet ud
med Lærdom, som snart den glemmer
saa kommer Værnepligtens Bud
og tager i Brug hans Lemmer.
Saa tjener han for sin Jomfru.
Og Aage trak i Uniform
og krøb som en Kat paa Raaen
og kom der end en Nordsø-Storm,
han tænkte slet ikke paa’en.
Han tænkte jo paa sin Jomfru.
Ja hel han slap fra Bølgen blaa,
men end var ej Sagen rede,
han finde maa sig først en Vraa,
hvori der er Plads til Frede.
Han søger den til sin Jomfru.
Og Huset snart blev hexet frem — d
et Hus er nok ej saa ilde —
men før han førte Skatten hjem,
han maatte med os til Gilde.
Han sidder der med sin Jomfru.
Han først som her maa sidde ned
og klinke med Ven og Frænde
og høre med Taalmodighed
paa Viser, saa lange som denne.
Han hører den med sin Jomfru.
Men Ende faar vel ogsaa den,
for Løbet er nu dog omme;
thi love vi den raske Svend,
der sprang over alle Bomme.
Saa vinder den Svend sin Jomfru.
Ja Aage og hans unge Brud
dem vil jeg til Slutning prise:
de kæmped trofast Kampen ud
og hørte saa pænt paa min Vise.
Saa vinder den Svend sin Jomfru.