Jens Christian Hostrup (1818–92)

Saa fik vi atter Foraar, og det gaar til Marv og Ben

paa hver, som just ej er af Sten,

i Silke staar Bøgen, de skarpe Vinde fly,

de gamle Minder grønnes paa ny.

Jeg tænker paa et Hjem med tre Pigebørn paa Rad,

blandt dem jeg mig følte saa glad,

paa Timer, der fløj halvt i Alvor, halvt i Skjæmt,

og Venskab, der ej siden blev glemt.

Vi leged og vi stredes, men der Glæde var deri,

de altid var ivrige og fri,

jeg ser end, Marie, dit kjække Ungdomsmod,

og hvor du dog var trofast og god.

Jeg tænker paa de Dage, der saa stille gik og rart,

og dem, hvori Hjærterne tog Fart,

da jeg fandt min Skat, og før Vandet blev til Vin,

du ogsaa selv, Marie, fik din.

Han staar mig end for Øjnene, den unge, lærde Svend,

saa støt, som de færreste Mænd,

trods alt, hvad han stopped sig under Pandens Hvælv,

Troværdigheden, Jævnheden selv.

Ja Minderne, de mylre nu som Foraarsblomster frem,

og hvem vil ej røres ved dem?

men glad jeg dem hilser, det klinger i

min Hu, jeg ejer alt det svundne endnu.

Som i den gamle, lyse Tid endnu jeg eder ser,

I blev ikkun større — og der,

I folded Jer ud og gik frem paa mangen Led,

og vore Minder voxed derved.

Skat Rørdam gik sin støtte Gang og hævede sin Røst

og stoppede sit Hoved med Lyst,

blev end ej Professor, men viste derved bedst,

at dybt i Hjærtet sad ham en Præst.

Marie støtted fast sig ved sin gjæve Husbonds Arm,

var moderlig, trofast og varm,

og sværmer for Sundhed, som i den gamle Tid,

og er saa dejlig ivrig i Strid.

Han fragtede sin Skude, og hun hejsede sit Sejl,

og Børen slog ikke dem fejl;

paa Trøsten og Glæden, de bar til hvert et Sted,

det kjendtes, at Vorherre var med.

De plukked sig en Sommerdag en dejlig Mindekrans,

der aldrig skal tabe sin Glans,

thi Livet, vi fik, er til Evighed bestemt,

og kun hvad der var ondt bliver glemt.