Den Unge har vi kaaret, og Stadsen er endt,
nu throner han saa sikkert som Paven;
men derfor ej vi glemme den gamle Regent,
som nylig blev puttet i Graven.
Han ligge nu i Fred, ihvor han saa er lagt!
vi mindes kun hvad Godt hans Regjering har os bragt:
Sang og Solens Glands
og Piger, een tilmands,
Venner, fast en Skok,
og Tid og Kræfter nok!
og hvad han bragte meer, som er noget bevendt,
med Tak vi ham prise for Gaven.
Vel var han stundom gnaven, og mørkt var hans Blik,
og Taarer fra Skyerne runde,
og Vandet strømmed over i Reitzels Butik,
saa Muserne knap kunde bunde.
Men Regnen kjølte godt det altfor hede Blod,
og meget var der og, som sig ikke drukne lod.
Sang og Solens Glands
og Piger, een tilmands,
Venners rige Hær
og Kraften til vor Færd
og Minderne, som her vi samlet os fik,
de kan ej saa let gaae tilgrunde.
Og stundom var han bister og stormede vel tidt,
som var efter Mord han i Lysten,
og Bladene paa Træer og de med Sort paa Hvidt
bortreves af Vinden fra Østen.
Men Taagen flygted bort ved mangt et Pust han gav,
og de som kom i Vinden, har sagtens godt deraf.
Sang og Solens Glands
og Piger, een tilmands,
Venner, fast en Skok,
og Tid og Kræfter nok,
dem venligt han os levned, de trivedes frit
og hused os Livet og Trøsten.
Men oftest gav han hen sig i Dorskhed og Ro
og lod det saa briste eller bære,
og Bøgen fik ej synderlig Plads til at groe,
hvor Tidslerne vilde sig blære.
Det Bedste holdt dog Stand, og Gaarden staaer endnu,
og end der trives Gutter i den, som jeg og du;
Sang og Solens Glands
og Piger, een tilmands,
Venners rige Hær
og Kraften til vor Færd
og Punschen i vor Bolle — det skjærmede han tro,
og derfor en Skaal til hans Ære!