Jens Christian Hostrup (1818–92)

        Skjøn Jomfru ganger i Løvets Skjul,

                Bøgen staaer dejlig og grøn,

        hun synger omkap med den glade Fugl.¹

Den Sommer og den Mø saa vel kunne sammen.

        Skjøn Jomfru standser paa hviden Sand,

                (Bøgen staaer dejlig og grøn)

        hun lytter saa tavs til det hviskende Vand.

Den Sommer og den Mø saa vel kunne sammen.

        Det hvisker noget, hun ej forstaaer,

                (Bøgen staaer dejlig og grøn)

        men underlig fuldt hendes Hjerte slaaer.

De Bølger og den Mø saa vel kunne sammen.

        De lege saa blidt i Aftenguld,

                (Bøgen staaer dejlig og grøn)

        hvi bliver den Mø saa længselsfuld?

De Bølger og den Mø saa vel kunne sammen.

        Den Viking sidder paa Klippekyst,

                Granen staaer herlig og grøn,

        det Nordhav sjunger med Kæmperøst.

Den Viking og den Sø saa vel kunne sammen.

        Det kalder saa højt fra den vilde Strand,

                (Granen staaer herlig og grøn)

        han skyder Snekken i salten Vand.

Den Viking og den Sø saa vel kunne sammen.

        Den Snekke standser i Fjorden blaa,

                Bøgen staaer dejlig og grøn,

        paa Engen nikke de Blomster smaa.

De Blommer og den Sø saa vel kunne sammen.

        Han seer en Mø i Blomsterfavn,

                (Bøgen staaer dejlig og grøn)

        „Nu haver min Længsel fanget Navn.”

De Blommer og den Mø saa vel kunne sammen.

        „Du følge mig did, hvor Graner groe!

                Granen staaer herlig og grøn;

        du seer, i Skuden er Plads til to.”

Den Sommer og den Mø saa vel kunne sammen.

        Skjøn Jomfru skuer mod Løvets Skjul,

                Bøgen staaer dejlig og grøn,

        derinde synger den glade Fugl.

Den Sommer og den Mø saa vel kunne sammen.

        Saa blød er Engen og Luften blid,

                Bøgen staaer dejlig og grøn —

        hun rækker den Normand Haanden hvid;

Den Viking og den Mø saa vel kunne sammen.

        Men sejler hun op til Granens Skjul,

                (Granen staaer herlig og grøn)

        Med hende flyver den glade Fugl.

Den Sommer og den Mø saa vel kunne sammen.

        Og fæster hun Bo bag Klipper graa,

                (Granen staaer herlig og grøn)

        om hende knoppes de Blomster smaa.

Den Sommer og den Mø saa vel kunne sammen.

        Nu hilse de to den favre Tid,

                Haabet staaer dejligt og grønt,

        Christ gjøre dem Sommeren lang og blid!

Vor Herre og hans Smaa saa vel kunne sammen.

        Nu drage de over Bølgen blaa,

                Haabet staaer dejligt og grønt,

        Christ samle sødt, hvad skilles maa!

Vor Herre og hans Smaa maa vel blive sammen!