Naar over Solens gyldne Spor
sig Nattens Skygger drage,
da svæver tidt vort glade Chor
ud over Gaardens Tage.
De faste Mure elske Sang,
de sende hver harmonisk Klang
saa fuldt og smukt tilbage.
Og du, vort gode gamle Troe!
her bag de Mure tykke
slet ingen Fugl vil i dit Læ
med Sang sin Rede bygge;
men vi skal synge højt i Luft
som Tak for dine Blomsters Duft
og for din svale Skygge.
Ja Sangen er vort Hjertes Trang,
den maa man vel os unde;
den lukker op, ved Bægerklang,
for Hjerter og for Munde!
den blander sig med Fugles Røst,
og bringer Budskab om vor Lyst
ud over Mark og Lunde.
Og naar i Chorets Harmoni
hver enkelt Stemme svinder,
da føle vi det Liv, hvori
vi alle Eet os finder;
da strammes fast det Broderbaand,
som os med Hjerte og med Aand
i Drøm og Daad forbinder.