Jens Christian Hostrup (1818–92)

Naar hid vi fordum aged fra Kjøbstaden trang,

fandt du, Gerda, altid Engen fuld af Blommer,

og Gjøgen sad og galede i Egebæksvang

og loved dig den frydeligste Sommer.

Nu Engen blev til mere end Blomsternes Hjem,

og nu Skovprofetens Præketid er ude,

dog ej forgjæves kukked han, thi nu den bryder frem,

Livs-Sommeren, han skulde dig bebude.

Du lytted helst til Sangen fra Bølgernes Skjød,

det var Tonerne, som bedst med Hjertet stemte,

og naar saa Hven sig hæved højt i Aftensolens Glød,

saa vaagned alle Længsler, som det gjemte.

Den fjerne Ø dig vinked, den higed du mod,

dér du vistnok maatte søge hvad du savned,

men skjønt du aldrig naaede at sætte dér din Fod,

i Dag er du ved Længselsøen havned.

Og, Georg, du ifjor jo sad her som i Bur,

mens du svedte over Bøgerne de mange —

ja Bøgerne var gode vist, men Sveden den var sur,

og tidt vi har dig ynket som en Fange.

Vel mildnede dig Gerda dit landlige Slid —

man i Nød jo sin Forlovede skal kjende —

og vistnok er Forlovelsen en saare dejlig Tid,

men dejligst dog, naar den er godt til Ende.

I Dag vi eders jorded med Sang og med Ord,

nu for eder er de bedre Stier stukne,

og Fængselssmagen, som du har samlet her ifjor,

den skal du nu i Bryllups vinen drukne.

I Dag kom I da over den skillende Strøm,

kom til Landet, dér hvor Frihedssolen skinner,

hvor Livet vel er kæmpende, men Haabet ingen Drøm,

og Baandene gjør stærke, hvem de binder.

Til Lykke da, I unge, med Buret, I brød,

og tag fat med alt det Mod, I har i Barmen;

thi Drømmens Land var køligt, selv om det stod i Glød,

og Livets ejer Glæden kun og Varmen.