Efter Hjemkomsten fra Norge
1851
1851
Glædens det skummende Bæger har vi,
Brødre, da udtømt til Bunden,
Rejsen er ude, og Rusen forbi,
Hvilen i Hjemmet er funden;
endt er Fortumlingens lange Minut,
fik du en Blyhat, er længst den fortrudt,
blev i en smilende Jente du skudt,
er dog vel Smerten forvunden.
O men det Bedste kan ikke igjen
bort med Minutterne rulle.
Blusset er slukket, men Varmen, see den
lever i Hjerterne fulde.
Aldrig vi glemmer, i Løvsalen grøn,
Fjeldet som krandses af Birk og af Røn,
aldrig vor Tak til dets trofaste Søn
og til dets Datter, den hulde!
Du som paa Farten, befriet og kjæk,
øste Begejstring af Vældet,
og du, din Stakkel, som mens vi fløj væk,
hjemme i Lænkerne sprælled,
vend dig mod Norden, ifald du har Plads,
og du kan finde det uden Kompas!
raab saa et Hurra og tøm saa dit Glas
for vore Venner bag Fjeldet!