Jens Christian Hostrup (1818–92)

Mulmet sank, det svale,

over Dagens Lyst,

milde Længsler tale

til det unge Bryst;

hun som dybest inde

vækker Sjælens Trang,

Nordens hulde Kvinde

vies nu vor Sang.

Tidt vort Hjerte, smeltet

af den Fagres Blik,

under Bøgeteltet

Luft i Toner fik.

Her, hvor Granens Stamme

staaer paa Fjeldet Vagt,

griber os de samme

klare Øjnes Magt.

Tre er Nordens Lande,

Nordens Mø kun een,

reen, som Kildens Vande,

tro, som Klippens Steen,

øm, som Fuglens Trille

i det friske Krat,

yndig, som vor milde,

lyse Sommernat.

Stjerne, som os tryller!

Rose, fiin og smuk!

dig vort Hjerte hylder

til sit sidste Suk.

Dronning i den Unges

rige Drømmeland!

sødt din Lov skal sjunges

over Nordens Strand.