Jens Christian Hostrup (1818–92)

Kjære Venner, alle sammen!

fra min Væg nu Funkedammen,

som i Juliglans den hviler,

med sin Løvkrans til mig smiler,

bringer her i Stenkulsrøgen,

mens vi smægter under Tørken

af den store Brostensørken,

friske Hilsener fra Bøgen,

kalder midt i dette Myller,

hvor den enkelte forsvinder,

frem af Sjælen gjemte Minder

fra et Sted, hvor mer man fylder,

fra en By, af Skove kranset,

fra en Virken, nylig standset.

Nitten Aar, hvis Liv er omme,

altid rappe, aldrig tomme,

Helligdage med de søgne,

Løvspringstider, Vintre strænge,

Rejsefæller kort og længe,

varme Stemmer, milde Øjne,

Skikkelser, mit Hjærte kjender,

op af Fortids Kraft sig rækker.

Tak for Mindegaven, Venner,

og for Minderne, den vækker!