Om „Massen“ bliver saa meget sagt,
men aldrig jeg Talen ynder,
den faar kun i store Stæder Magt
og trives aldrig blandt Bønder.
De staa maaske hverandre for nær,
saa Oversigten forsvinder,
og knap de kan skue Skoven for Træ’r;
men ser man ej Træer for Skoven her,
jeg meget værre det tinder.
Thi „Massen“ det er et iskoldt Ord,
naar det om Mennesker bruges,
en Grav, hvori hvad levende gror
med alle Spirerne sluges.
Ja Massen er død, om end ikke slem,
er aandløs, om end den har Styrken,
er ikke vor Slægt — det er ligefrem,
bor ej i det rigtige Menneskehjem,
men fjærnt i Barbarernes Ørken.
„Hvad gjør vi ved Massen,“ hedder det tidt,
„den voxer daglig i Vælde,
„den duer ej til at røre sig frit
„og gider ej længer trælle.
„Før var om de dannede den en Mur,
„og tavs som en Mur var den længe,
„nu er den et Dyr, der ligger paa Lur,
„en knurrende Tiger — find paa et Bur,
„som ej den mægter at sprænge. “
Jeg siger: Slaa bare det Hyr ihjel!
det har ej Ret til at være;
vor Fomemhed kun — hvem nægter det vel? —
er Moder til den Kimære.
Den lever blot i Fjærnhedens Skjær,
den dør, naar dette maa vige,
saa lad os da komme den rigtig nær,
til Skoven løser sig op i Træ’r
og Massen i — vore Lige.
Gud løfted af Taagen med Mark og Lund
den Jord, som blev Mennesker givet,
og hvert af dem gav han egen Mund
og eget Hjærte i Livet.
Ej Taagen maa skjule, hans Værk til Men,
de Omrids og Skjel, han satte,
for ham er Massen kun Støv og Sten,
men Mennesker kalder han, én for én,
til sammen hans Liv at fatte.
Ja Kjærligheden fra Gud, som han
paa Jorden lader den skinne,
kan ene binde med :„Massen“ an
og bringe den til at svinde.
For den skal Tigeren flygte fejg,
for den ej Afstanden fjærner,
for den, naar bare vi trættes ej,
skal hvad der flød sammen som Mælkevej,
en Gang staa klart som Stjærner.