Sving dig kun lystig, du vilde Vind!
henover de falmede Blade!
der grønnes et Foraar i mit Sind,
som ej du mægter at stade.
Stig ned, du sorte Nat, og hent
hvert Glimt, som end blev tilbage;
nu i min Sjæl et Lys er tændt,
hvis Glands du ikke kan tage.
Jeg fandt jo et Hjerte stærkt og blidt,
som fast sig til mit vil trykke,
jeg fandt jo et Øje, som i mit
vil læse sin Fryd og Lykke,
en Haand, der vil gjennem Storm og Slud
mig lede til Dødens Strande,
og undervejs glatte Furen ud,
som Kampen skjær i min Pande.
Min elskede Pige! med frejdigt Mod
vi følges ad i det Fjerne,
dit Øje skal lyse for min Fod,
min Arm om din Fred skal værne;
hver Perle, jeg huser i Hjertets Gjem,
skal til din Rigdom jeg føje,
og hver din Taare, som perler frem,
den kysser jeg bort af dit Øje.
Naar vi to følges, hvad hindrer vort Held?
sig Livet maa efter os rette;
er Verden kommen af Lave? vel!
vi skal den i Lave sætte.
Fremad, om Vejret er mildt og vredt!
kun fremad, uden at standse!
hver Stund, vi aande, skal være et Skridt
mod Sejrens Evighedskrandse.