En Sang om „Fædrelandet”
Paa dets Jubelfest 1864
Paa dets Jubelfest 1864
Mel. Vi alle dig elske, livsalige Fred
Mel. Vi alle dig elske, livsalige Fred
De vandrende Ridderes Tid er forbi,
kan alt af Cervantes man lure,
for Freden, den indre, staaer Vagt Politi
og — siger man — de Militære.
Dog skued vor Old
med Sværd og med Skjold
en vandrende Ridder saa stærk og bold.
En Aften i Høst, da mod Svartalfers Hær
han Dagen saae blødende stride,
saa underlig klang det paa Væg i hans Sværd,
han fæsted det brat ved sin Side
og drog da paa Stand
saa viden om Land
at kæmpe for Lyset ved Nordens Strand.
Og siden hver Aften, naar Mulmet paany
fra Dybet opløfted sin Vinge,
da drog han afsted over Land, gjennem By,
da hørte man Sværdet at klinge
til Trøst for de Faa,
til Værn for de Smaa,
til Harme og Skræk for de Trolde graa.
Ham vinked en Skat af det rødeste Guld,
en Drage til Leje den kaared,
ham kaldte til Kampen en Kongemø huld,
af Utysket lænket og daaret.
Mens Trællene gjøs,
mens Troldene snøs,
han hamred med Sværdet paa Krybet løs.
Ja Sværdet blev svunget i Dæmringen trang,
da Lyset med Skyggerne brødes,
og Sværdet har sjunget en trøstelig Sang
om Gryet i Norden, som fødes.
End Mulmet er tæt,
o bliv ikke træt,
du trofaste Kæmpe for Nordens Ret!