Jens Christian Hostrup (1818–92)

Du Havfrue fiin, som paa Bølgen klar

dig gynger med Ax om din Pande,

o Danmark! den Bejler, du vundet har,

han hued dig aldrig forsande;

han baader ej hvem hans Sind staaer til,

af Kjærlighed han dem æde vil.

Han bejled, mens Aar gik i Tusindtal,

ret aldrig han spared paa Ordet,

snart sukked han ømt i sin Elskovskval,

snart trumfed med Sværd han i Bordet.

De Statsmænd stod ham saa trolig bi;

han var, hvad de kaldte et godt Parti.

Men hver Gang du blunded, han ind sig stjal

og fyldte dit Huus med sin Stemme,

han bænked som Herre sig i din Sal,

mens Vagterne tidt lod sig skræmme,

han raabte kry, at du Ja ham gav,

han raaber det atter — ryst Savnen af!

Ja vaagn da, skjøn Jomfru! staa fast som før,

om Trusler og Suk han fordobler,

og viis selv Lord Russel med Fynd din Dør,

naar ind han sig trænger som Kobler.

Husk: Baandet brast, du var hildet i,

husk: nu er du myndig og frank og fri.

Du Nøglen har selv til dit eget Buur,

lad ej den af Haanden dig tage!

Hold fast nu, som fri, paa din Ære puur,

hold fast paa din Ret til at vrage,

hold fast, du Krone for alle Møer,

paa Danebrog som dit Jomfruslør!

Ja tal af dit Hjerte og giv ham Nej,

lad al denne Leflen faae Ende!

Den fribaarne Kvinde hun tvinges ej,

om Frænderne brummer og skjænde.

Og aldrig, Danmark! dit Hjerteslag

skal døe under Tydskerens Favnetag.