Kjære Brødre under Trykket,
men som kjækt det byde Trods,
har det ængstet eders Hjærte,
at der og er Strid blandt os?
Der maa kæmpes om saa meget,
kun i Kampen er der Liv,
om vor Stilling dog til eder
er for vist der ingen Kiv;
om at vi med eder lide,
om at vort er eders Saar,
derom kan man aldrig stride,
hvor det danske Hjærte slaar.
Der kan strides vel om Manden,
ham, som gav os Kaad fra Nord,
om han hjælpe vil vor Fjende,
om han haanet har vor Mo’r,
eller om han i sit Hjærte,
hævet over Svig og Spot,
skjønt hans Raad vi ej kan følge,
mente det med Raadet godt;
men om Sagen, Brødre kjære,
om at fast som før vi staar,
derom aldrig Strid kan være,
hvor det danske Hjærte slaar.
Der kan kives vel om Maaden,
om det rette Svar er vredt,
naar han paastaar, at til Freden
vi kan gjøre første Skridt;
om vi skal paa Dør ham kaste,
lukke for ham hver en Slaa,
eller broderligt ham vise,
at han fejl har set derpaa;
men om Svaret, der maa gives,
om at sligt vi ej formaar,
derom kan der aldrig kives,
hvor det danske Hjærte slaar.
Der kan trættes om vor Fremtid
i dens Taage-Klædebon,
om en Gang, med jer tilbage,
Tysken vi kan række Haand;
men om Nuet tvistes ikke,
det har os tilvisse lært,
vi har Kamp med ham for Livet,
Kamp for alt, hvad os er kjært,
og at den ej ud kan slettes,
førend eder hjem vi faar,
derom kan der aldrig trættes,
hvor det danske Hjærte slaar.
Der maa strides om saa meget
i vort kjære lille Hjem,
vi med Kraft maa slaa os sammen,’
for at Fred kan voxe frem.
Men med Guds Hjælp skal det kjendes,
at den Strid gjør ikke svag,
og at danske Mænd kan strides
uden Fjendskab eller Nag,
og at hver Gang Lurens Stemme
lyder i vor Moders Gaard,
let man al sin Strid kan glemme,
hvor det danske Hjærte slaar.