Til vore Saarede
1849
1849
Det danske Heltenavn var fast
forglemt ved Sund og Belte,
da vakte Faren os i Hast
og skabte nye Helte;
og Dannebrog, som falmet stod
i Fredens dorske Dage,
den skjænked de med deres Blod
sin Purpurglands tilbage.
Ja Blod det kosted — mangt et Skud
de kjække Hjerter rammed,
og mangen gik fra Striden ud
med Manddomskraften lammet.
Men hvilken Kval de end har haft,
den Trøst de dog har fundet,
at hvad de selv har tabt i Kraft,
har Danmarks Ære vundet.
Og det skal mindes. Hver en Haand
vil eder Krandsen byde,
og meer end noget Ordensbaand
skal Arrene jer pryde.
Og Folket aabner jer sin Favn,
det glemmer ej at takke,
og Kongen kjender eders Savn,
og han gjør meer end snakke.
Og naar ved fælles Stræben vi
faae rejst om Danmarks Rige
vort gamle Gjærde, da kan I
med stolt Forvisning sige:
De alle gav med Villie god
den bedste Skat de vidste,
men jeg, som gav mit Kjød og Blod,
jeg ofred dog det meste.